U/19-målmand udtaget til førsteholdet igen

FC Midtjyllands ene U/19-målmand, Andreas Raahauge, er endnu engang blevet udtaget til klubbens førsteholdstrup.

FC Midtjyllands svenske førstemålmand, Johan Dahlin, er blevet ramt af en skade, der holder ham ude i en længere periode. Dette har givet anledning til spilletid for deres nytilkomne reservemålmand, Mikkel Andersen, der blev hentet til klubben i sommerens transfervindue fra den engelske Championship-klub, Reading.

Egentlig har klubben polske Patryk Wolanski på kontrakt, men har valgt at hive U/19-målmand, Andreas Raahauge, op på pladsen til andetvalg på målmandsposten i førsteholdstruppen. Han har været med Superligaholdet i et par kampe efterhånden, men er også blevet udtaget til den pokalkamp, som ulvene skal spille torsdag aften mod Næstved.

Selvom holdets cheftræner, Jess Thorup, har udtalt, at de prioriterer denne kamp højt, kunne dette give mulighed for faktisk spilletid på førsteholdet, men er ikke det, som Raahauge satser på.

– Jeg er udtaget til kampen mod Næstved, og det er jeg glad for. Jeg tænker ikke så meget på spilletid. Lige nu handler det om at opleve, hvordan det er at være med omkring førsteholdet, siger Raahauge til D’ BOLD.

Som sagt er det ikke Raahauges første udtagelse til førsteholdet. Og det er bestemt heller ikke noget, som han bare tager for givet.

– Det er fedt at være med førsteholdet, og det giver bare en mod på mere. Samtidig giver det også en smule erfaring at være med omkring Superliga-kampene, afslutter Raahauge.

Kampen mellem FC Midtjylland og Næstved spilles i Slagelse klokken 20:45, og bliver vist på TV3 SPORT 1.

In this article