FC Midtjylland U/19 med storsejr i tæt AaB-kamp

Embed from Getty Images

FC Midtjylland trak det længste strå, da et lige opgør mod AaB endte med en 4-1 sejr til midtjyderne i Aalborg.

De forsvarende danske U/19-mestre stillede med flere af de samme spillere, som i onsdags sikrede en 3-1-sejr mod Saburtalo i UEFA Youth League. Det forklarer måske, at AaB kom klart bedst fra start i lørdagens nederlag på 1-4 til FC Midtjylland.

Kampbilledet de første 20 minutter skulle dog ikke afspejle sig i kampens slutresultat. Efter 22 minutter bragte Gloire Rutikanga således FC Midtjylland foran på et straffespark, og lige inden pausen fordoblede Rasmus Nissen midtjydernes føring.

Efter pausen var AaB stadig godt med i kampen, og fik efter 56 minutters spil reduceret på et hjørnespark. Kort tid efter kunne nordjyderne også have udlignet. FCM-keeper Oliver Ottesen nedlagde en AaB-angriber i boksen, dommeren pegede på pletten, men Ottesen gjorde skaden god igen og snuppede straffesparket. Redningen var ifølge FCM-træner Kenneth Andersen et kardinalpunkt i kampen:

– Jeg havde været bekymret, hvis AaB havde scoret til 2-2, efter vi var foran med 0-2, for så er jeg ikke sikker på, at vi overhovedet var kommet herfra med point, fortæller han til FC Midtjyllands officielle hjemmeside.

FC Midtjylland fik rystet chokket af sig, og efter scoringer af Andreas Poulsen og Mads Olsen i kampen slutfase, endte kampen med et lidt misvisende 1-4-resultat.

– 1-4 giver ikke helt det rigtige billede af kampen, for vi er heldige med at komme fra AaB med tre point, hvis man skal vurdere det ud fra hele kampen, indrømmede Kenneth Andersen efter sejren.

FC Midtjylland overhaler dermed AaB i U/19-ligaen, og indfinder sig nu på fjerdepladsen efter fire runder.

In this article