FC Midtjyllands U/17-hold er fortsat ubesejret på hjemmebane med fire sejre i fire kampe i denne sæson, efter de søndag vandt 4-0 over Lyngby.
Med en 9-0 sejr over Vejle i sidste runde af U/17-ligaen i bagagen, havde FC Midtjyllands U/17-hold masser af selvtillid med sig på banen, da de søndag mødte Lyngby på hjemmebanen i Ikast.
Og det skulle da også vise dig, at de ikke var færdige med at score mål. Tværtimod. De første 20 minutter af kampen var dog uden mål, og kampen var på daværende tidspunkt meget lige. Men så slog de sortklædte ulve til mod de kongeblå, og fik scoret til 1-0 efter en forsvarsfejl, på mål af angriberen Sebastian Buch, der scorede hele fire mål i sidste kamp. Der skulle blot spilles fem yderligere minutter, inden Christian Tue Jensen fik udvidet midtjydernes føring til 2-0.
Den føring holdt til pausen. Midtjylland kunne gå tilfreds ud fra banen, mens Lyngby nok fik snakket om lidt ændringer på banen, der skulle ske i den næste halvleg.
Det skete dog ikke for Lyngby. Tre minutter inde i anden halvleg fik ulvenes Nicolai Damkjær scoret til 3-0, og så så det for alvor sort ud. Og det chok Lyngby-spillerne muligvis havde fået efter det hurtige mål, nåede ikke at lægge sig, da Mikkel Jakobsen scorede til 4-0 kun to minutter senere.
FCM forsatte ufortrødent deres hårde pres, som de også er kendt for at have, men Lyngby fik blokeret foran mål de sidste 35 minutter af kampen.
– Spillerne skal have stor ros for at arbejde hårdt for at leve op til niveauet fra den sidste kamp. Der er stadig forbedringspotentiale, men vores målscore for de to seneste kampe hedder 13-0 – det er vi selvsagt meget, meget tilfredse med, fortæller FCM U/17-træner Svend Graversen til klubbens hjemmeside efter kampen.