Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. I denne udgave har vi haft fat i Tobias Noer fra Brøndby IF’s U19-hold.
”Så ville jeg også”
Det hele startede da Tobias Noer var kun fire år gammel. Hans far var fodboldtræner, og har selv spillet, og samtidig ville hans bror, Kristian, starte til fodbold.
– Så ville jeg også, fortæller Noer til D’ BOLD.
Han startede i den lille lokalklub i Islev, hvorefter han to år senere rykkede til Brøndby IF. Han har altså spillet fodbold i Brøndby, siden han var seks år gammel.
Og her har han opnået mange ting. Men det største var dog at vinde U/17-ligaen. Selvom han måtte sidde ude med en skade i stort set halvdelen af sæsonen, så var det meget specielt at være en del af. Han håber og tror dog på, at han kan opnå større resultater ude i fremtiden.
Kontrakt og ros fra cheferne
Sidste år skrev Tobias kontrakt med Brøndby. Og det betyder alverden for ham, at have den kontrakt med lige den klub, hvor han har spillet i stort set hele hans liv. Han går da også og drømmer om at spille for Vestegnsklubbens Alka Superliga-hold engang ude i fremtiden. Hvilket bare er endnu en grund til, at han sætter pris på den store tillid, der ligger i at komme på kontrakt med sin klub.
Da kontrakten blev underskrevet, udløste det ros fra blandt andet U/17-træneren, John Ranum.
– Jeg vil helt klart mene, at Noer har x-faktor, som de unge kalder det, og kan gå hele vejen. Han vil vinde for en hver pris. Det han især skal arbejde med er hans attitude, forstået på den måde, at hans udprægede vindergen sommetider gør, at han lader sig gå for meget på af et nederlag eller lignende. Der ser vi gerne, at han får lidt mere smil på læben, udtalte Ranum til klubbens hjemmeside, der i øvrigt mener, Noer er en meget komplet spiller.
Alka Superliga-træneren, Thomas Frank, kom da også med ros til den unge spiller. Han er meget glad for, at den unge spiller har skrevet under med klubben, da han ser meget potentiale i midtbanespillere. Så nu er det Noers tid, til at vise hvad han kan.
– Nu er det op til Tobias at give den en skalle, så han bliver ved med at rykke sig og kan nå næste niveau her i klubben, sagde Thomas Frank sidste år til Brøndby IF’s hjemmeside.
Det er ikke hverdag at få så meget ros, og specielt ikke fra den absolutte top af klubben, nemlig cheftræneren fra førsteholdet. Det er nok noget mange unge spillere går og drømmer om. Og det er da heller ikke noget Tobias Noer tager for givet.
– Det er altid rart at få ros, men det er da fedt at vide, at han følger ens udvikling, når man håber på at komme ind og spille på stadion en dag, siger Noer til dbold.dk.
Nu har han længe spillet i Brøndby, og klubben betyder derfor også rigtig meget for ham. Specielt fordi de har stået for det meste af hans udvikling som spiller og som person. Derfor mener han også, at Brøndby altid vil have en væsentlig stor betydning for ham ude i fremtiden.
Og opnåelser som pokalfinalen i Øst-Danmark, hvor Tobias Noer blandt andet fik spilletid i finalen, der endte 2-1 efter ekstra spilletid mod AB Gladsaxe, er også noget Noer er ekstremt glad for at have været en del af.
Dog slår intet følelsen af at have vundet U/17-ligaen.
– Det var en rigtig speciel føleles at vinde U/17 ligaen. Det var en rigtig fed dag, hvor alle var glade, så det var rigtig specielt.
Hvor skal det ende?
Lige nu står det på U/19-fodbold, hvor Brøndby har haft en skidt start med fire nederlag i de første syv kampe. Og med kun fem point efter én sejr og to kampe, der er endt uafgjort, har de allerede 12 point op til Esbjerg, der lige nu fører ligaen.
Men hvor det skal ende efterfølgende for unge Tobias Noer, er endnu uvist. Det første mål ligger i at komme ind og spille på Brøndby Stadion. Men udlandet er det absolutte drømmemål, for den unge midtbanespiller.
– Min drøm inden for fodbolden er at få debut på førsteholdet, og så efter det vil jeg rigtig gerne til England. Det er min største drøm, at komme til at spille i England.
Og det kan godt tyde på, at han ønsker han en dag kunne spille for Arsenal FC, da det har været hans yndlingsklub, lige siden han var lille.
– Min yndlingsklub er Arsenal. Fordi da jeg var lille, så jeg en kamp med dem, og jeg kunne virkelig godt lide deres spillestil. Så Arsenal er uden tvivl min yndlingsklub. Deres spillestil er fantastisk, siger Noer og afslutter med at fortælle hvem hans store fodboldidol er:
– Mit idol er Santiago Carzola fra Arsenal. Han er fantastisk på bolden, og har et fremragende overblik. Han er mit idol.