Fynsk U/17-triumf da OB slog Esbjerg

Øboerne fra Fyns hovedstad lagde græs til lørdagens opgør mod Esbjerg, som blev spillet på TREFOR Park. For første gang i næsten et halvt år vandt OB en hjemmekamp i U/17 Ligaen.

Begge hold havde inden opgøret luret hinandens gode og dårlige sider af. OB vidste at vestjyderne ville komme blæsende i et højt pres, og at man skulle være ekstra opmærksom på holdets sprudlende offensiv, hvor især Martin Egelund, som i skrivende stund er topscorer i U/17 Ligaen, har scoret mål på samlebånd.

I Esbjerg-lejren havde man noteret OB’s fremgang over de seneste to kampe, som begge var endt uafgjort. EfB-træner Lars Vind forudså en tæt kamp, og forventede hårdt arbejde fra sine unge spillere, som hidtil har været meget svingene i både resultater og præstationer.

Begge hold havde altså respekt for hinanden, og det var da også tydeligt i kampens indledning, som begyndte forsigtigt fra begge sider. Halvvejs inde i første halvleg var den periode dog slut, og OB begyndte at finde hinanden i det rum, der opstod bag gæsternes forsvar. Først slap Alexander Molberg igennem, men fynboens hovedstød tog overlæggeren bag Nichlas Slaikjær i Esbjerg-buret. Kort tid senere var heldet sluppet op med esbjergenserne, og værterne kunne bringe sig i front.

Den tidligere landsholdsaktuelle Lukas Talbro kunne efter en ”Laudrupsk” aflevering fra Julius Eskesen bringe sit hold i front, og nu lugtede OB blod.

Hjemmeholdet startede også anden halvleg bedst, men det kun for en stund. Esbjerg satte sig nemlig hurtigt på opgøret, og spillede en god anden halvleg. I flere tilfælde kunne OB-træner Anders Skjoldemose takke sin målmand Oliver Christensen for, at Esbjergs talentfulde offensivspillere ikke kom på måltavlen. U/17-landsholdsmålmanden stod en flot kamp.

Og alt i mens det trak op til en vestjysk scoring skete det, der gør fodbold smukt og samtidig smertefuldt: OB scorede.

Abdallah Al-Badri fulgte op på et indlæg fra højre side og scorede, hvilket fuldstændig tog pusten fra de unge Esbjerg-talenter, som ellers dominerede. Vestjyderne fortsatte, men heller ikke i slutminutterne lykkedes det at score, så derfor sluttede kampen med en hjemmesejr på 2-0.

Sejren var OB’s første i sæsonen, og samtidig den første hjemmesejr til klubbens U/17-hold siden den. 28. marts. Sejren var dog fortjent, så set i det lys skal man nok ikke vente så længe på næste hjemmesejr.

In this article