
Danmarks U/16-landshold spillede tirsdag aften en venskabskamp i Skive mod Ungarn. Kampen endte med et nederlag til danskerne, men debuten for holdet overstrålede alt for Benjamin Hvidt.
Det nye U/16-landshold fra årgang 2000 spillede tirsdag aften deres første kamp sammen som hold. Det var en venskabskamp mod Ungarn, en kold oktoberaften i Skive. Hele 16 spillere fik debut for holdet, og den ene af dem, var Benjamin Hvidt, der til dagligt render på banen for AGF’s U/17-hold.
– Det er selvfølgelig stort, det er jo ens drøm. Det er det man har drømt om lige siden man var lille og begyndte til fodbold, at få en landsholdskamp. Og når man spiller foran så mange tilskuere, det er jo det fedeste man kan, fortæller Hvidt om debuten til D’ BOLD.
Og det var ikke for sjovt, at Hvidt nævnte det var stort, at spille foran så mange tilskuere. Der var nemlig mødt næsten 2000 tilskuere op til U/16-landskamp på Spar Nord Arena i Skive. Noget Hvidt synes er vildt, da det ikke ligefrem er hverdag til kampende i U/17-ligaen.
– Det er selvfølgelig stort, fordi det er jo ikke noget man ser hjemme i klubben. Der plejer ikke at komme så mange, siger Hvidt.
Benjamin Hvidt spillede en fremragende første halvleg, men faldt i niveau i anden halvleg sammen med resten af holdet, da Ungarn skiftede mange spillere ud, og havde måske af den grund mere energi end danskerne, der kun lavede ændringer i opstillingen fem gang i løbet af kampen.
– Jeg fik en okay start i første halvleg. Der havde vi også bolden meget. Det gav også mig lidt mere selvtillid. Men i anden halvleg blev det hårdt, det kunne man godt mærke, da deres (Ungarns, red.) tempo var højt, afslutter Hvidt til dbold.dk, som var tilstede under kampen.
Torsdag formiddag spiller Danmark endnu engang mod Ungarn. Endnu en venskabskamp, men denne gang i Vildbjerg.