Målløst U/19-opgør mellem AaB og EfB

Fire point adskilte AaB og Esbjerg på fjerde- og førstepladsen før kampen – noget, der efter opgøret, som sluttede 0-0, fortsat gør sig gældende, og selvom det er esbjergenserne, der qua deres førsteplads bør ærgre sig mest, er EfB-cheftræner, René Christiansen, godt tilfreds med, at det lykkedes at forsvare det ene point hjem i udekampen.

– Jeg må rose drengene for at forsvare den. Vi kom herfra med et point, og det havde jeg gerne solgt den for inden da. Der blev arbejdet hårdt i holdets tjeneste, hvor der blev ofret og fightet, siger U/19-cheftræneren, til efb.dk.

Inden kampen roste Esbjergs U/19-chef desuden lørdagens modstander fra Aalborg, hvis bredde især imponerer den vestjyske træner, som selv må ærgre sig over de mange skader, hans hold oplever for tiden. Således var vestjyderne uden de tre U-landsholdsspillere, Mark Brink, Mathias Kristensen og Jeppe Schultz i lørdagens opgør.

– Vi møder et bundsolidt AaB-hold, der har leveret stabile præstationer i sæsonen, og hvor stort set hele holdet spillede U19-liga i fjor. Holdet har spillet med samme grundstamme i alle kampe og har præsteret godt. Selv har vi præsteret flot, især på pointkontoen og i at lave mål. Det glæder vi os alle over. Vi har været ramt af skader, som er svære at forhindre. Aktuelt har vi tre landsholdsspillere ude, og naturligvis kan det mærkes. Så jeg er rigtig glad for at se, hvordan afløserne er vokset med opgaverne.

Selve kampen lørdag de to mandskaber i mellem var en chancefattig affære. De halve chancer, der opstod, havde de to keepere, Daniel Hovaldt og Daniel Iversen, styr på.

Efter en lige start, hvor begge hold var godt med, måtte Esbjerg overlade det meste af initiativet og kontrollen til hjemmeholdet, som overtog styringen, hvilket medførte, at esbjergenserne måtte trække Andreas Dreyer ned på midtbanen for at assistere den hidtidige duo centralt på midten bestående af Lasse Sørensen og Mathias Thorup.

Selvom dette ikke helt kunne forhindre AaB’erne i at have de største chancer, udeblev de helt store, og kampen slutter 0-0. AaB U/19-cheftræner, Jacob Friis, kunne på trods af, at de største chancer tilfaldt hans mandskab, godt finde det positive i kampen, og selvom han og resten af aalborgenserne må føle sig tættest på sejren, glæder det ham at holde nullet og tage point fra førerholdet.

– Vi spiller 0-0 mod førerholdet i Ligaen, og vi dominerer kampen i store perioder. Vi får skabt de chancer, der skal til for at vinde kampen, men får ikke scoret. Derfor var det som én lang indledning uden den forløsende afslutning. Vi mangler lidt held og lidt kvalitet i de afgørende situationer, og så holder vi dem helt fra fadet. Alt i alt en god præstation af holdet, og vi kan især glæde og over, at vi holder nullet. Vi ser mentalt og fysisk fit ud gennem kampen. Derfor kan vi ærgre os over, at vi kun får ét point efter en stærk præstation, siger han til aabsport.dk.

Også klubbernes møde i U/17 Ligaen sluttede uden scoringer.

In this article