
Det var top mod bund, da FC Nordsjællands U/17-hold hjemme på Farum Park tog imod Silkeborg. Jyderne fik ikke et ben til jorden, da Farum-talenterne vandt for fjerde gang på stribe.
Efter en miserabel sæsonstart med skader hos de bærende spillere, er det begyndt at lysne for Silkeborgs U/17-hold. Midtjyderne kom til Nordsjælland med en sejr i pokaltuneringen og to uafgjorte kampe i ligaen i bagagen, og selvom Jesper Mikkelsen og co. vidste at opgøret FC Nordsjælland ville blive en hård nyser, gik man til kampen med en god portion optimisme.
Farum Park er bare et svært sted at spille. Her leverer de hjemmevante tigre et pasningsspil, som man kun kan udføre, hvis man har brugt massevis af timer på træningsbanen. Som så ofte før forvandlede Kasper Kurlands tropper modstanderen til statister, og det kastede også et føringsmål af sig i første halvleg.
Efter et hjørnespark og lidt klumpspil var Niklas Toft Kristiansen over bolden, som han fra kanten af det lille felt kanonerede i mål. Det var langt fra det sidste, vi så til offensivspilleren denne lørdag eftermiddag.
I anden halvleg udnyttede Toft Kristiansen og de øvrige FC Nordsjælland-talenter at Silkeborg stod langt tilbage på banen. Værterne var i total kontrol, og løb og driblede uden om jyderne, som det passede dem.
2-0-scoringen var derfor nærmest uundgåelig. Igen var Niklas Toft Kristiansen skarp, da han efter lidt skydetelt og passivt forsvarsspil fra Silkeborg, som følte sig snydt for et frispark, kunne sparke bolden i mål.
Minutter efter kunne Nicklas Toft Kristiansen fuldføre sit hattrick. Efter en fremragende dribletur fra tigrenes venstre kant, stod Kristiansen ved bagerste stolpe, hvorfra han med en Jon Dahl-inderside gjorde det til 4-0, og samtidig gjorde sig selv til delt topscorer i U/17 Ligaen.
Kristiansens kollega på U/17-landsholdet, Silkeborgs Jeppe Okkels, pyntede efterfølgende på resultatet, men det ændrede ikke ved helhedsindtrykket at, at der var klasseforskel på de to hold. FC Nordsjælland vandt kampen med 4-1.