Der var intensitet og mål for alle pengene, da Silkeborg og AGF tørnede sammen i U/17 Ligaen. AGF kom foran med både 1-0 og 2-1, men Jesper Mikkelsens tropper ville vinde.
Syv kampe og nul sejre fik i efterårsferien Silkeborg-træner Jesper Mikkelsen til at tage alternative metoder i brug. En omgang mentaltræning skulle hjælpe de unge spillere med at komme videre, og allerede i ugens løb kom der meldinger fra træneren om, at spillerne så skarpere ud på alle parametre.
På Fredensvangs træningsanlæg havde Allan K. Jepsen, træner for klubbens U/17-hold hørt om silkeborggensernes forberedelse til kampen, og samtidig forsøgt at forklare sine spillere, at Silkeborg-kampen ikke ville blive en walkover – langt fra.
Måske Allan K. Jepsen fokuserede for meget på modstanderen, og for lidt på sig selv. AGF kom nemlig til kampen uden sejr i de seneste fire kampe, hvor man har lukket for mange mål ind. I flere tilfælde så den århusianske defensiv også skrøbelig ud i lørdagens kamp mod Silkeborg.
Men nok om det, for det begyndte faktisk ikke så skidt for ’De Hvie’. En start med chancer i begge ender udmøntede sig i første halvleg til en scoring fra AGF-topscorer og U/16-landsholdsspiller Benjamin Hvidt, og så kunne gæsterne gå til pause foran 0-1.
Nede 0-1 fik på ingen måde værterne til at kaste håndklædet i ringen. Silkeborg fortsatte med stor nerve og kampgejst, og det bar da også frugt. Jannik Videbæk fik efter et fremragende oplæg gjort det til 1-1, og så var opgøret helt åbent igen.
Desværre for de hårdtprøvede Silkeborg-talenter varede lykken kort. AGF fik tilkæmpet sig straffespark, og fra pletten var 99’er Kasper Lunding sikkerheden selv.
Målet var endnu en flad lussing i hovedet på hjemmeholdet, men atter nægtede de rødklædte spillere at give op. Ikke lang tid efter ramt ett hårdt indlæg en uheldig AGF’er, som uundgåeligt lavede selvmål. 2-2 var ikke nok for Silkeborg denne lørdag eftermiddag. Man ville mere.
De normalt så pasningsstærke hvidklædte talenter fra Jyllands hovedstad kiksede kort tid efter, og Silkeborg opsnappede bolden på midten af banen. Det endte i en friløber, som en ung SIF’er iskoldt satte ind til 3-1.
Afslutteligt satte Jeppe Okkels trumf på. Fløjspilleren fik bolden på kanten af feltet, og med et følt venstrebensspark krøllede U/17 landsholdspilleren bolden i mål til slutresultatet 4-2.