
I lørdagens runde af U/19 Ligaen tog OB imod en af turneringens helt store overraskelser, Silkeborg IF, der forud for eftermiddagens kamp indtog tabellens tredjeplads, og med en overbevisende 3-0-udesejr på Odense Atletikstadion fortsatte midtjyderne altså med at imponere.
Selvom første halvleg var en tæt affære, hvor begge mandskaber tilspillede sig chancer, var det udeholdet, der kunne gå til pausen med en snæver 1-0-føring, som blev grundlagt af Lasse Pedersens frisparksscoring efter et kvarters spil. OB-keeper, Jacob Frilund angreb en bold, men selvom det lykkedes ham at gribe den, gled han den samtidigt hele vejen ud af feltet til et frispark til gæsterne. Det omsatte Lasse Pedersen til scoringen, der bragte Silkeborg i front.
Siden sad Silkeborg på spillet uden at kreere større chancer, mens fynboerne lurede mere på omstillinger, som alligevel medførte de største muligheder i denne periode af kampen.
Kort efter pausen havde Lasse Pedersen igen en fod med i, hvad der skulle sende gæsterne yderligere på sejrskurs. Således dirigerede Mikkel Koustrup hans hjørnespark i kassen, og i stedet for at OB’erne fik brugt pausens hvil til hurtigt at bringe balance i regnskabet, udbyggede silkeborgenserne føringen.
Alt i alt var OB ikke nær så godt med som i kampens første halvleg, og helt galt gik det, da SIF’s Rasmus Lysdal udnyttede et kommunikationsbrist mellem OB-målmand og –forsvar til at manifestere præstationen med en sikker afslutning, der lukkede kampen til, hvad der også blev det endelige resultat.
Silkeborg sejrer 3-0 på udebane mod OB, hvilket bringer de efterhånden sejrsvante midtjyder på andenpladsen, da de overhaler FC Nordsjælland, der dog har en kamp i hånden, og nu er SIF kun er et enkelt point efter ubesejrede Esbjerg på førstepladsen.
U/19-cheftræner i Silkeborg, Dennis Pedersen, glæder sig særligt over den præstation, hans mandskab leverer i anden halvleg.
– Vi indleder kampen godt og var i god kontrol. Efter vores føringsmål kom OB mere med i en periode, hvor vi lavede lidt for mange tekniske fejl. Men efter pausen kom vi stærkt igen og var lidt bedre end OB på langt de fleste parametre, siger U19-træner Dennis Pedersen, der desuden fremhæver keeper, Oscar Hedvall, som via en solid præstation sikrer sig og sit hold sæsonens første ’clean sheet’.
Mens Silkeborg nærmer sig toppen af tabellen, har OB, der er holdet med flest indkasserede scoringer, det anderledes svært, da de risikerer at må indtage sidstepladsen, hvis Randers formår at udnytte den kamp, de har i baghånden.