FC Midtjylland spillede op til deres allerbedste, og Vejle det totalt modsatte, da de lørdag mødtes i U/17 Ligaen.
To sejre havde Vejle U/17 hentet i efterårsferien, som søndag når sin ende. Både HB Køge og AaB var besejret, og derfor var der tanket selvtillid op til kampen mod FC Midtjylland.
Inden kampen lå Vejle to points foran FC Midtjylland, der godt nok havde spillet to kampe færre, men der var altså grund til optimisme hos dagens gæster.
Vejle fik faktisk også den bedste indledning på kampen. Mads Olesen havde to store chancer i kampens første minutter.
Disse ville han senere fortryde, at han ikke fik sat ind. For herefter øgede FC Midtjylland-niveauet markant. Efter syv minutter betød det, at hjemmeholdet bragte sig på 1-0, da Mads Carlson nettede sit første.
Føringen blev blot to minutter senere udvidet, da Victor Torp scorede til 2-0. Et chokstart for Vejle, som kun to minutter senere blev værre, da Nicolai Damkjær bragte ulvene på 3-0.
Herefter fik Vejle et kvarters fred, hvor Simon Petersen ikke skulle hente flere bolde ud af nettet. Det blev dog heller ikke mere end et kvarter. I det 26. minut lynede Christian Tue Jensen nemlig til 4-0, og minutter efter udvidede Sebastian Buch samt Mads Carlson til henholdsvis 5- og 6-0.
Ved pausen stod den altså chokerende 6-0 til hjemmeholdet, og de var slet ikke færdige.
Kun 48 sekunder var der spillet af anden halvleg, da Sebastian Buch scorede sit andet mål i kampen til 7-0.
Den unge U-landsholdsangriber var i fin målform, og kvitterede med et hattrick efter 43 minutter til 8-0.
Herefter var FC Midtjylland så småt færdige med dagens opvisning. Sebastian Buch kunne dog ikke modstå fristelsen af at score et vaskeægte hattrick på en halvleg og blive firemålsskytte. Det gjorde han med fem minutter igen til slutresultatet 9-0.
En præstation af de helt store fra FC Midtjylland, der for alvor fik vist, hvorfor de bliver betragtet som en af landets dygtigste talentskoler.