I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!
U/17 Ligaen

De er svære at komme uden om, målene. Det er dem, der afgør kampene, og det er dem, vi år senere vil tænke tilbage på. Man skal dog være i besiddelse af en særdeles velfungerende hukommelse, hvis man om nogle år skal huske samtlige scoringer fra 9. spillerunde af U/17 Ligaen.
Spillerne fra den næstældste landsdækkende fodboldturnering gik nemlig komplet målamok, da de i weekenden udfoldede sig på landets fodboldbaner. I syv kamp faldt 47 scoringer, hvilket giver et gennemsnit på 6,71 mål pr. kamp. Hold nu fast og læs med!
Få det fulde overblik i vores sæsonoptakt til U/17 Ligaen.
Suveræne FCM kørte Vejle over med 9-0
FC Midtjylland spillede op til deres allerbedste, og Vejle det totalt modsatte, da de lørdag mødtes i U/17 Ligaen.
To sejre havde Vejle U/17 hentet i efterårsferien, som søndag når sin ende. Både HB Køge og AaB var besejret, og derfor var der tanket selvtillid op til kampen mod FC Midtjylland.
Inden kampen lå Vejle to points foran FC Midtjylland, der godt nok havde spillet to kampe færre, men der var altså grund til optimisme hos dagens gæster.
Vejle fik faktisk også den bedste indledning på kampen. Mads Olesen havde to store chancer i kampens første minutter.
Disse ville han senere fortryde, at han ikke fik sat ind. For herefter øgede FC Midtjylland-niveauet markant. Efter syv minutter betød det, at hjemmeholdet bragte sig på 1-0, da Mads Carlson nettede sit første.
Føringen blev blot to minutter senere udvidet, da Victor Torp scorede til 2-0. Et chokstart for Vejle, som kun to minutter senere blev værre, da Nicolai Damkjær bragte ulvene på 3-0…
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Fem på stribe for FC Nordsjælland
Efter en jævnbyrdig indledning på lørdagens U/17-kamp mellem HB Køge og topholdet fra FC Nordsjælland viste Farum-talenterne i anden halvleg formatet og vandt med hele 1-5.
FC Nordsjælland tabte sæsonens første kamp mod AaB, men har siden vundet rub og stub. Derfor var Kasper Kurlands talenter naturligt nok farvoritter til lørdagens opgør på Køge Stadion, hvor en velpasset græsplæne ventede spillerne. Nok mest til gæsternes fordel, skulle man mene.
Men nok om det, for kampen startede særdeles jævnbyrdigt. Køgegenserne havde i flere omgange muligheden for at bringe sig i front, men Oliver Thorup i FCN-buret stod desværre for værterne i vejen, og da også nordsjællænderne misbrugte chancer i den anden ende, begyndte man at tænke på, om ingen af holdene ville få scoret..
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Suveræne løver overvandt mareridtsstart
FC Københavns U/17-hold tog lørdag eftermiddag imod OB’s ditto. Fynboerne kom foran med 1-0, men faldt fra hinanden i anden halvleg, hvor hovedstadstalenterne skruede bissen på.
Med fem sejre i sæsonens første fem opgør var det en flok selvtillidsfyldte FCK-drenge, der denne efterårslørdag skulle forsøge at gøre det onde ved bundholdet fra OB.
OB, var dog ikke uden selvtillid efter en 2-0 sejr mod Esbjerg i holdets seneste opgør, så der var på alle måder lagt op til en god fodboldkamp mellem de to hold.
I kampens begyndelse havde FCK’s utallige U-landsholdsspillere svært ved at kombinere sig igennem fynboernes kæder, som stod rigtig godt på banen. Odenseanernes Julius Eskesen og Mads Frøkjær var stærke på den centrale midtbane, og i front skulle Abdallah Al-Badri forsøge at være kreativ, når kontrachancen bød sig.
Det gjorde den ikke ofte, men da den gjorde, var fynboerne effektive. Mads Frøkjærs halvsløve afslutning røg i mål, og pludselig stod det stik imod spil og chancer 0-1….
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Esbjerg i nyt nederlag: Tabte til Randers
De sædvanligvis dygtige talentudviklere i Vestjylland må kigge langt efter topplaceringer i U/17 Ligaen. I lørdags tabte man på hjemmebane til Randers.
Ungdomsfodboldkyndige vil vide, at der i Esbjerg og omegn bliver gjort en kæmpemæssig indsats i talentudviklingen, hvor SFS (Sydvestjyllands Fodbold Samarbejde) sikrer, at spillere fra hele regionen får muligheden for at prøve kræfter med træning på højeste niveau.
Derfor er det også uvant at se Esbjerg rode rundt i bunden af U/17 Ligaen. I sidste weekend tabte man til OB, hvilket i lørdags skulle revancheres i hjemmekampen mod Randers.
Og selvom Randers ikke klinger synderligt i ørene på den almene fodboldinteresserede, er U/17-holdet under ledelse af Mads S. Lyng en stor mundfuld for selv de dygtigste mandskaber. Det fik vi at se lørdag eftermiddag. Her leverede Randers-talenterne som altid en særdeles disciplineret indsats, og den defensiv som i indledningen på sæsonen var så skrøbelig, har nu fået et lag af beton oven på.
Kampen blev indledt med chancer til begge hold, men ikke nogle så store, at man kan tillade sig at kalde dem åbne målchancer. I det 36. minut blev der dog prikket hul på bylden, da kronjydernes Marcus Mølvadgaard fandt Jesper Steendahl, som sendte bolden i det lange hjørne til en 0-1 pauseføring til gæsterne…
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Ottende gang var lykkens gang for Silkeborg
Der var intensitet og mål for alle pengene, da Silkeborg og AGF tørnede sammen i U/17 Ligaen. AGF kom foran med både 1-0 og 2-1, men Jesper Mikkelsens tropper ville vinde.
Syv kampe og nul sejre fik i efterårsferien Silkeborg-træner Jesper Mikkelsen til at tage alternative metoder i brug. En omgang mentaltræning skulle hjælpe de unge spillere med at komme videre, og allerede i ugens løb kom der meldinger fra træneren om, at spillerne så skarpere ud på alle parametre.
På Fredensvangs træningsanlæg havde Allan K. Jepsen, træner for klubbens U/17-hold hørt om silkeborggensernes forberedelse til kampen, og samtidig forsøgt at forklare sine spillere, at Silkeborg-kampen ikke ville blive en walkover – langt fra.
Måske Allan K. Jepsen fokuserede for meget på modstanderen, og for lidt på sig selv. AGF kom nemlig til kampen uden sejr i de seneste fire kampe, hvor man har lukket for mange mål ind. I flere tilfælde så den århusianske defensiv også skrøbelig ud i lørdagens kamp mod Silkeborg.
Men nok om det, for det begyndte faktisk ikke så skidt for ’De Hvie’. En start med chancer i begge ender udmøntede sig i første halvleg til en scoring fra AGF-topscorer og U/16-landsholdsspiller Benjamin Hvidt, og så kunne gæsterne gå til pause foran 0-1…
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Kollektivet sejrede for Brøndby
Den seneste tids uafgjorte kampe blev lørdag forvandlet til en sikker sejr, da Brøndbys U/17-mandskab besejrede AaB’s ditto. Jonas ”Mini” Madsen var banens bedste.
Landsholdsfodbold har taget stabiliteten ud af Brøndbys træningsrytme, og holdets træner Søren Weber Jul har sjældent haft sine bedste spillere til rådighed samtidig. Det har givet et naturligt udfald i kampene, hvor holdets ellers dygtige spillere har haft svært ved at fungere kollektivt.
I ugen op til kampen mod AaB havde de blågule U/17-talenter dog ingen undskyldninger. Alle spillere var til rådighed, og der var blevet fokuseret på netop at virke i kollektivet, som hidtil har været problemet.
Modstanderen var som sagt AaB, og dem havde Brøndby al mulig grund til at frygte. Hele Nordjyllands Hold har været en af sæsonens helt store, positive overraskelser, og var inden opgøret på 12 point for seks kampe, og det selvom man senest tabte 4-3 i Vejle.
Kampen startede med værterne i teten, og det blev hurtigt klart for enhver, at det blev en lang eftermiddag for nordjyderne. Jonas ”Mini” Madsen ejede midtbanen for sjællænderne, og han var samtidig manden bag 1-0-målet…
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
Vanvidskamp endte med 11 mål
Selv de mest rutinerede fodboldtilskuere måtte nive sig selv i armen, da Lyngby og Haderslevs U/17-hold i lørdags leverede en helt fantastisk fodboldkamp. Syv af målene blev scoret i første halvleg.
Puha, tag en dyb indånding og læs så med.
Haderslev gæstede lørdag eftermiddag Lyngby. Det blev en mærkværdig eftermiddag, som allerede startede før kampen. Sønderjydernes spillerbus kom for sent til kampen, så der måtte udskydes en smule. Var det et forstyrrende element for gæsterne? Nej.
Efter 10 minutter viste måltavlen nemlig chokerende 0-3 til den upåagtede ligadebutant. Lyngby var tophold, Haderslev det modsatte, så hvorfor viste måltavlen 0-3? Tjo, det lyder måske dumt, men sønderjyderne scorede ”bare” på deres chancer. De var ikke i total kontrol, overlegne eller lignende fraser. Blot effektive!
Først var det Niclas Bachmann på en ripost i minut to, derefter Jeppe Vinum på frispark i fjerde spilminut, kun for at score igen efter ni minutters spil…
LÆS RESTEN AF KAMPREFERATET HER:
—
Det er værd at notere sig, at det er vanskeligt at samle information om diverse kampe, spillere osv. fra U/19 Ligaen, da vi her på Talenttid er de eneste, der fuldt og fast fokuserer på de bedste danske ungdomsligaer. Derfor har vi brug for DIN hjælp, til at udvikle både Talenttid men også dansk ungdomsfodbold, som vi her på D’ BOLD mener, får for lidt medietid. Er du uenig i nogle af kåringer? Mangler vi at skrive om noget, eller er vi bare helt ude i hampen, ja så skal du være velkommen til at kontakte os, ligesom vi med fordel altid modtager information om spillere, hold, trænere og hvad der ellers rører sig.