FC Midtjylland vandt senest 9-0 over Vejle i U/17 Ligaen. Efter en blandet start – både spille- og pointmæssigt – fik Ulvene sammenspilet til at fungere i den knusende 9-0 sejr.
I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U/19- og U/17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold.
Det har været en noget blandet start for de unge ulve i U17 Ligaen, hvor tre sejre, to uafgjorte og to nederlag er facit efter de første syv kampe i sæsonen. Det har heller ikke spillet helt for Ulvene ifølge holdets angriber:
– Vi har ikke fungeret optimalt i opstarten, men vi er ved at være på rette spor, siger Sebastian Buch til D’ BOLD og fortsætter:
– Vi har ikke fungeret ordentligt som et hold og har villet alt for meget selv med kuglen, men efter en god efterårsferie med gode træningspas og teambuilding, er vi begyndt at bruge hinandens styrke, så jeg synes at vi er i en opadgående kurve, siger han.
Selvom han påpeger det manglende sammenspil i opstarten af sæsonen roser han dog en bestemt kæde for en god start.
– Hvis vi ser bort fra HB Køge-kampen (første sæsonkamp, endte 3-3, red.), vil jeg gerne fremhæve vores defensiv, som har været rigtig stabile igennem de sidste seks kampe, siger han.
Senest blev det til en knusende 9-0 sejr over Vejle, hvor Midtjylland endda var foran 8-0 allerede ved pausen. Buch er ikke i tvivl om, at Midtjylland er suveræne, når alle bare følger planen.
– Jeg synes, at vi i kampen mod Vejle følger vores aftaler og den gameplan, som vi havde lagt forinden. Når vi gør det, vurderer jeg at vi er rigtig svære at slå og det fik Vejle så at se.
Hovedpersonen stod selv for hele fire scoringer og en enkelt assist i det målrige opgør. Og der skal nok komme flere, hvis holdet fortsætter hvor de slap i mod Vejle.
– Det er selvfølgelig altid dejligt og vigtigt med mål når man spiller den position som jeg nu gør. Derudover er det vigtigste for mig at vi bliver ved med at holde vores aftaler og så skal mine mål nok automatisk komme, det er jeg helt sikker på, siger den 16-årige angriber til D’ BOLD.
Inden de ni mål i Vejle-kampen havde midtjyderne kun scoret syv mål i seks kampe. Dette skyldes igen det manglende samarbejde på holdet.
– Vi har som sagt villet alt for meget på egen hånd, hvilket har resulteret i, at vi ikke har brudt modstanderens forsvar.
I næste kamp kommer et stærktspillende Lyngby-mandskab på besøg. Lyngbygenserne har fået 14 point ud af 18 mulige og vandt senest 6-5 i et yderst målrigt opgør hjemme mod Haderslev. Buch ved godt, hvad der skal til for at overvinde Lyngby.
– Vi skal blive ved med at holde aftalerne og fungere som et hold ligesom mod Vejle. Så er jeg sikker på at vi får 3 point på søndag, siger han.
Kampen spilles kl. 13 søndag på Wunderelf-Arena i Ikast.