U/16-landstræneren Per Holm var på flere måder tilfreds med U/16-landsholdet indsats mod Ungarn, selvom ikke meget virkede for danskerne i anden halvleg.
D’ BOLD havde en mand i Skive tirsdag aften, for at dække U/16-landskampen mellem Danmark og Ungarn. Her fangede han efter kampen U/16-landstræner Per Holm, der egentlig var ganske tilfreds med danskernes præstation, selvom de tabte opgøret med 2-0.
– Jeg synes, at på nogle parametre klarer de det ganske fint. Jeg synes at de i hvert fald forsøger at spille det de gerne vil. Og så har vi en modstander, som er dygtig, og som også er meget effektive i forhold til at score på nogle tidspunkter hvor vi ikke er helt vågne. Så alt andet lige, så synes jeg at det var en okay første landskamp, fortæller landstræneren til D’ BOLD og lover, at holdet nok skal blive bedre til det, der ikke helt fungerede i den første kamp.
1845 mennesker var dukket op på Spar Nord Arena i Skive på en ellers kold aften, for at støtte op om de unge drenge. En opbakning landstræneren sætter stor pris på, da det får hele konceptet i at spille rundt omkring i landet til at give mening.
– Det er helt fantastisk. Det er derfor det her giver rigtig god mening, at vi kommer rundt i landet og får repræsenteret de her unge landsholdsspillere. Det giver en hel masse for drengene, fordi de for første gang i deres liv kommer til at spille foran så mange tilskuere, siger Holm.
Spillet var ikke prangende i alle 80 minutter fra danskernes side, og derfor er der også flere ting, som holdet skal arbejde på, inden de tirsdag formiddag igen skal møde Ungarn.
– Vi skal være lidt mere modige i vores forsvarsspil, sådan vi kommer lidt højere op, og kan forsvare højere oppe på banen, lidt længere væk fra vores eget mål. Og så skal vi turde sætte spillet. Altså lidt bedre end vi gjorde i dag. Fordi i den sidste tredjedel er jeg sådan set fint tilfreds med at vi får ni store chancer, det er meget, meget fint, siger Holm til dbold.dk.