
Vejles mål, scoret af Mads Olesen sent i første halvleg, viste sig at afgøre kampens udfald og slutresultat.
Vejle var værter for 1-0-kampen mod et HB Køge-hold, der ellers havde fået en fin start på sæsonen. Ingen af de to hold var dog i absolut topform, hvorfor kampens første halvleg bestod af meget spil, der ikke blev til ligefrem åbne chancer for det angribende hold.
Det var dog ikke sådan, hele halvlegen skulle forløbe.
I det 36. minut finder Vejle Boldklub-U/17-anfører, Arbnor Mucolli spidsangriber Mads Olesen, og sender ham i dybden, hvorefter angriberen køligt ekspederer bolden i nettet. 1-0 med ni minutter tilbage af første halvleg, der ikke bød på andet end spil, der ikke blev til chancer.
I begyndelsen af anden halvleg beholdt de jyske tropper overtaget, men det blev langsomt draget over til HB Køge, der ikke formåede at kreere de store chancer før i kampens slutfase. Her begyndte de afgørende chancer også at komme, idet Vejles Mathias Eriksen skød direkte på målmanden, i en ellers fri situation, som kunne have afgjort kampen definitivt.
Mere blev det dog ikke til, og Vejle-spillerne kan glæde sig over endnu tre point på kontoen, mens HB Køge, på trods af at have tabt tre point, er at finde på fjerdepladsen i U/17 Ligaen.