Ulve i triplecomeback mod Lyngby

FC Midtjylland U/19 var tæt på at tabe, men fik for alvor vendt kampen med syv minutter tilbage mod Lyngby.

I søndagens U/19-opgør mellem FC Midtjylland og Lyngby, var det Lyngby, der kom bedst fra start. Forud for kampen havde FC Midtjylland ændret fem pladser i startopstillingen, i forhold til deres UEFA Youth League-kamp i midtugen. Samtidig måtte de også give afkald på angriberen Mads Døhr Thychosen, der var blevet kaldt op på Alka Superliga-holdet. Og det kunne sagtens være en konsekvens af de mange ændringer, at Lyngby efter 21 minutter bragte sig foran med 1-0. De kongeblås Simon Wæver erobrede bolden i eget felt og tog et langt løb ned på FC Midtjyllands banehavldel, hvorefter han slog den ind til Jens Odgaard, som sparkede bolden i mål.

Der skulle gå yderligere 20 minutter, før ulvene svarede igen, og Andreas Poulsen kunne udligne for de sortklædte midtjyder på direkte frispark.

FC Midtjylland skiftede til anden halvlegs begyndelse Rasmus Nissen ud og sendte Simon Sterring på banen, som senere skulle vise sig at belønne sig. Lyngby, der havde syv førsteårsspillere med i startopstillingen, kom dog endnu engang godt i gang i anden halvleg, selvom FCM også havde deres chancer. Med 20 minutter tilbage slog Lorent Callaku en lang diagonal aflevering til Simon Wæver, der afdriblede midtjydernes forsvar og tog et flot træk ind mod midten af banen, inden han på mest fornemme vis skød bolden over i det lange hjørne.

Dette tvang FCM til at gå over i et tre-mands forsvar, hvilket syv minutter før tid gav pote. Nikolaj Kirk leverede et flot indlæg, som Jákup Thomsen headede i mål og udlignede for midtjyderne for anden gang i kampen. Lyngby ville ikke nøjes med ét point, og pressede derfor hårdt på. Men det gav et voldsomt tilbageslag, da FCM kun tre minutter senere kunne bringe sig foran med stillingen 3-2, på et mål af Mads Olsen, efter bolden blev rettet af midt i et klumpspil i Lyngbys felt.

Lyngby pressede derfor atter hårdt på, men måtte igen se bolden ryge i nettet i den anden ende af banen, da Jákup Thomsen satte en Lyngby-forsvarer af, og lagde bolden ind til indskiftede Simon Sterring, som definitivt afgjorde og lukkede kampen, da han sendte bolden i mål til 4-2 i overtiden.

FC Midtjyllands U/19-træner, Kenneth Andersen, var også meget tilfreds med den måde holdet arbejdede sig igennem den hårde kamp.

– Der kan ikke sættes en finger på drengenes arbejdsindsats i dag, men igen mangler vi altså kvalitet i vores spil, både med og uden bold. Det er i orden, at det går ud over rytmen, når vi skifter på så mange pladser, men selve kvaliteten skal stadig være bedre end det her, konstaterede Kenneth Andersen efter kampen til FC Midtjyllands hjemmeside, mens han stadig havde ros til ulvenes comeback, efter de var kommet bagud med 2-1 i anden halvleg.

Med nederlaget er Lyngby nummer ni i ligaen med fem point efter de første syv kampe. FC Midtjylland er derimod én kamp bagud i forhold til de andre tophold, og kan med en sejr i den manglende kamp, spille sig op på førstepladsen med ét point ned til nærmeste modstander.

Top