EfB sælger 16-årige Lasse Sørensen til Premier League-klub

Foto: EfB.dk

Esbjerg fB høster stor succes i U/17 Ligaen, og det er takket være en af profilerne Lasse Sørensen. Han er fra årsskiftet dog fortid i klubben. 

Siden 2012 har Lasse Sørensen været en del af Esbjerg fB. Siden er han blevet ungdomslandsholdsspiller og en stor profil på klubbens U/17-mandskab.

Det har vakt interesse i spilleren, blandt andet fra Premier League-klubben Stoke City, hvor han har været på tre prøvetræninger i klubben.

Onsdag meddeler den vestjyske klub på deres hjemmeside, at det har udmøntet sig i en kontrakt til den 16-årige Esbjerg-spiller, og at de derfor har solgt spilleren til England.

Klubben fortæller ikke, hvad de modtager for Sørensen, men at det er en “økonomisk fordelagtig aftale” og at den “inkluderer et bonuselement”.

Tidligere har Thomas Sørensen været på kontrakt i klubben. Han stoppede dog i sommer, hvor en ny dansker kom til klubben, nemlig den tidligere FC Midtjylland-keeper, Jakob Haugaard.

Sørensen tiltræder i Stoke den 1. januar 2016.

In this article