FCK U/17 stadig ubesejret efter FCN-lussing

F.C. København har fået en forrygende start på U/17-ligaen, og fører ligaen komfortabelt. I lørdags blev FC Nordsjælland slået med 3-0.

Efter syv sejre og to uafgjorte har F.C. Københavns U/17-hold tre point ned til FC Midtjylland, og har oven i købet spillet en kamp mindre. Forspringet blev sikret lørdag eftermiddag med en sejr på 3-0 mod titelkandidaterne fra FC Nordsjælland på Farum Park.

De unge løver kom godt fra start, og bragte sig efter flot forarbejde af højrebacken Mads Roerslev foran 1-0. Det var U/17-ligaens topscorer, Jonas Wind, som stod for enden af Roerslevs nydelige indlæg. Wind står nu noteret for imponerende 10 scoringer i ni kampe.

2-0-scoringen faldt, da Jonas Wind i slutningen af 1. halvleg på fornemmeste vis snørklede sig igennem FCN’s forsvar, og fandt en helt fri Morten Hjulmand foran mål. Hjulmands inderside svigtede ikke.

I 2. halvleg kunne midtbanekreatøren Devrim Sahin gøre det til 3-0 til F.C. København. Efter en gang klumpspil i feltet røg bolden ud på kanten af feltet til Sahin, som køligt lagde kuglen over i det lange hjørne. Således kunne københavnerne rejse fra Farum med en flot 3-0-sejr.

Resultatet henviser FC Nordsjælland til tredjepladsen i U/17-ligaen, fire point bag førerholdet fra FCK.

 

In this article