Fokus på: Magnus Häuser Nielsen – Danmarks bedste klub og ”den dumme skade”

Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. Vi er i denne omgang landet hos Magnus Häuser fra Brøndby IF.

Tidlig start på midtbanen

Den 4. maj 1998 blev Magnus Häuser Nielsen født. Som treårig begyndte han til fodbold. Det gjorde han, fordi hans far tidligere har spillet fodbold i mange år, og fordi flere af hans venner startede på samme tid.

Häuser startede i den lokale klub Albertslund IF, AIF, sammen med en masse venner. Dengang var det bare hyggetræning, mens holdet dog var så godt, at de næsten vandt alt, hvad de kom i nærheden af.

– Jeg havde en masse fantastiske år i AIF med alle mine barndomsvenner. Det var altid ren hygge til træning, men samtidigt havde vi et virkelig godt hold dengang. Vi var altid i toppen af rækken, og vi vandt nærmest alt vi kunne, siger Häuser, der altid vil huske sine minder i barndomsklubben med et smil, til D’ BOLD.

Siden han var omkring 11 år, har Magnus Häuser spillet i Brøndby IF. Nu er han 17 år gammel, hvilket betyder, at han har været i klubben i godt otte år. Og selvom han har været der i så lang tid, er det ikke blevet kedeligt at spille der. Tvært i mod ser Häuser meget positivt på tilværelsen i vestegnsklubben, som han beskriver for at være den bedste i Danmark.

– Det er et fantastisk sted. Jeg nyder hver evig eneste dag, når jeg træder ned i kælderen i klubben og ved, at jeg er i Danmarks bedste klub, fortæller Häuser.

Häuser, der har Arturo Vidal som forbillede, gør sig mest på midtbanen som 8’er eller 10’er. Og som midtbanespiller skal man have styr på det hele, hvis man spørger ham selv. Det er ikke nok kun at være god offensivt.

– Man skal kunne det hele i mine øjne. Det er på midtbanen det er mest hektisk, man skal kunne tænke hurtigt, tackle igennem, udfordre og være stærkt i duellerne, siger Häuser, der føler han kunne blive ved med at remse ting op.

Forlængelse af kontrakten grundet stort potentiale – men hvorfor ringer DBU ikke?

Sidste år forlængede han sin kontrakt med Brøndby, fordi det er klubben, hvor han føler, han har bedst mulighed for at udvikle sig i, i den situation han er i lige nu. Samtidig havde kendskabet til klubben meget at sige, selvom han aldrig tvivlede på at skrive under.

– Jeg valgte at forlænge kontrakten, fordi jeg ved det er her, jeg har bedst mulighed for at udvikle mig lige nu og her. Jeg kender alle i klubben, og alle kender mine kvaliteter og mig som person. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var her jeg skulle fortsætte min udvikling, siger Häuser beslutsomt.

Da kontrakten blev underskrevet, blev der sendt et par rosende ord mod Häuser fra U/17-træneren Søren Weber Juul, der dog ikke vil være i klubben efter næste sæson, da Brøndby har valgt ikke at forlænge kontrakten mellem parterne.

– Magnus kan beskrives som en rigtig felt-til-felt-spiller, der har et godt drive med bolden. Han er god til at sætte sin mand og kan afslutte fra distancen. Jeg synes, der er stort potentiale i ham, for han har bare nogle rigtig spændende færdigheder, sagde Juul om forlængelsen af kontrakten til Brøndbys hjemmeside.

Med sådan en ros er det svært ikke at være glad. Ikke uforståeligt sender Häuser samtidig et par rosende ord tilbage mod sin tidligere træner, fordi Juul var træner, da Häuser var en del af det U/17-hold, som sidste sæson vandt både liga og pokaltitel.

– Det er altid dejligt at få ros, især fra en mand som ham. Jeg har altid synes han var en perfekt træner. I mine øjne kan han alt, en træner skal kunne, og jeg kommer virkelig til at savne ham her i klubben.

Sidst Magnus Häuser var inde omkring DBU og et ungdomslandshold, var til et talenttræf tilbage til dengang han var U/15-spiller. Og selvom Häuser har fortsat sin udvikling i stor stil, har DBU ikke kontaktet ham siden. Det har fået ham til at lægge dem på hylden. Han regner dog med, at hvis tiden skal komme på et tidspunkt, så er det dét den gør.

– Lige nu er jeg et sted, hvor jeg er stoppet med at tænke på landsholdet. Jeg synes selv jeg spillede en rigtig god sæson sidste år, men blev aldrig udtaget. Jeg går ikke og tænker på landsholdet i min dagligdag. Jeg har fokus på min klub, Brøndby, og det er her jeg skal holde fokus. Alt det andet kommer med tiden, hvis jeg gør det godt nok, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, forklarer Häuser til dbold.dk.

Længerevarende skade holder Häuser ude i første halvdel af sæsonen – og hvad med fremtiden?

Magnus Häuser er førsteårs U/19-spiller, men har siden sæsonstart været ude med en længerevarende skade. Springerknæ lyder skaden på, og Häuser har ifølge 3point.dk været på sygehuset og få en indsprøjtning i knæet, der skulle hjælpe på genoptræningen.

Brøndbys U/19-hold har i mellemtiden ikke klart det særlig godt, men har dog seneste hevet tre point hjem efter en 3-0 sejr hjemme mod Lyngbys ditto. Det har dog ikke været sjovt for Häuser at sidde ude med en skade i så lang tid, og så samtidig skulle se på holdet tabe fem ud af ni spillede kampe.

– Det er aldrig fedt, at skulle følge sit hold fra sidelinjen. Især ikke når holdet ikke vinder særlig mange kampe. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal få hentet flere point fra nu af, fortæller Häuser.

Ingen spiller drømmer om at blive skadet, og når skaden først kommer, kan det være svært at komme sig over slaget. Sådan var det også for Magnus Häuser, der dog har kæmpet sin morale op igen.

– Det har helt sikkert påvirket mig. I starten var jeg meget nede med humøret, og lavede ikke andet end at tænke over den dumme skade. Men som tiden gik, begyndte jeg at forstå, hvad der skulle til for at komme mig over denne skade både mentalt og fysisk. Det er aldrig sjovt at være skadet, men man kan altid komme stærkere igen ved at styrketræne, og arbejde hårdt selvom man er skadet, og det har jeg gjort.

Familien, medspillere og venner har samtidig hjulpet Häuser til at holde humøret oppe. Deres evige støtte har hjulpet ham meget gennem tiden, mens han ikke har kunne spille for sit hold.

– Min familie, venner og medspillere. De er der altid for mig, og er med til at holde mit humør oppe.
Selvom jeg ikke har kunnet træne sammen med mine holdkammerater, har vi det som altid sjovt med hinanden i omklædningen, siger Häuser, der også har nogle gode råd til andre, der er eller kommer i samme situation som ham selv:

– Hold hovedet koldt og kom tilbage stærkere. Det er altid hårdt, specielt lige når man er blevet skadet, men man skal bare fokusere og arbejde med det man kan, så skal man nok komme stærkere tilbage.

Tidligere i år udtalte Häuser til D’ BOLD, at hans første mål var at få debut for Brøndbys Alka Superligahold. Det virkede i midtbanespillerens øjne ikke helt usandsynligt, men han vidste også godt, at der var lang vej endnu. Dog drømmer han om at komme videre fra Danmark. Og når den tid måske kommer, så er målet allerede fastsat. Han drømmer om at komme til at spille i Premier League, og der er allerede en klub, der tiltaler ham lidt mere end andre.

– Det er der helt sikkert. Spurs (Tottenham Hotspur, red.) er klubben, som jeg drømmer om at spille for. Det er min favoritklub, og de spiller en god omgang fodbold. Jeg håber og tror på, at jeg en dag får lov til at løbe ind på White Hart Lane (Tottenhams hjemmebane, red.) og spille for Spurs, siger Häuser afsluttende til D’ BOLD.

Top