Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. Denne gang er vi landet hos AC Horsens-spilleren Malthe Harbo Boesen.
”Stoppede fordi de andre løb for langsomt”
Malthe Harbo Boesen blev født den 16. december 1996. Som femårig startede han til fodbold i den lokale klub, Søvind GIF. Starten var dog en kort fornøjelse for den dengang meget unge Malthe. For han stoppede meget hurtigt, da han havde et meget specifikt problem med sine holdkammerater.
– Jeg stoppede hurtigt fordi de andre ikke løb hurtigt nok, synes jeg, fortæller Malthe til D’ BOLD.
Han startede så igen, da han var seks år, og har derefter spillet fodbold lige siden. Han startede i sin tid, fordi alle drengene på skolen spillede fodbold i frikvarterene. Dette skabte den store interesse for sporten, som han har i dag. Samtidig var både Boesens far og storebror interesseret i fodbold, og Malthes storebror var dengang den, som han så op til. De to spillede også ofte fodbold hjemme i deres have.
Efter godt tre år i Søvind-klubben, skiftede han i 2006 til Stensballe IK. Der var niveauet højere, og spillerne var bedre. Boesen kom ind på klubbens tredjehold, men der gik ikke lang tid, inden han havde kæmpet sig op på førsteholdet. Efter nogle år blev han udtaget som en blandt de bedste spillere i SIK, til et talenthold i AC Horsens.
– Der blev hele tiden sorteret spillere fra talentholdet og til sidst var jeg en af dem. Jeg spillede derfor videre i SIK men blev senere hen udtaget til AC Horsens U/14-hold i 2010, og har spillet i AC siden, forklarer Boesen og fortsætter:
– Jeg har i mine ungdomsår aldrig været den bedste og det mest iøjnefaldende talent, men jeg har altid haft viljen og mentaliteten.
AC Horsens vifter med en kontrakt
I 2010 kom Malthe Boesen til AC Horsens. Han kom ind i klubben som U/14-spiller, og har kun spillet sig længere ind på holdet, så han hvert år er blevet rykket med op. Han så starten på AC Horsens’ talentskole som et stort skulderklap, og det gav ham ekstra blod på tanden til at fortsætte.
I februar 2014 skrev Boesen under på sin første kontrakt med klubben som 17-årig. Han var førsteårsspiller på U/19-holdet, men havde været nær en udsortering på holdet tidligere.
– Malthe Boesen var ikke det oplagte valg, da Mads Lyng tog ham med i U17-truppen, men han er et meget godt bevis på, at det ikke altid er det mest iøjnefaldende talent, der kan gøre det. Malthe har været i stand til at håndtere den vejledning, han har fået fra trænerne og den modgang, han har oplevet, og han er blevet en exceptionel dygtig spiller, der i dag er en profil på vores U19-hold, selvom han er førsteårsspiller, udtalte klubbens talentchef, Nikolaj Primdal, om kontraktunderskrivelsen.
Boesen så det som en drøm, der gik i opfyldelse. Han havde det godt i klubben, og trivedes godt med både spillere og trænere på holdet. Og som 18-årig i juni 2015 skrev han under på en ny kontrakt. Boesen var snart færdig med sin skolegang på HF, som han kunne afslutte med nogle online timer. Derefter lå alt fokus på fodbolden, sådan som han ville have det. Han havde trænet og spillet med 1. divisionstruppen, og var nu anset, som en del af den satsning på egne talenter, som klubben har stor fokus på.
– AC Horsens betyder rigtigt meget for mig. Men samtidig vægter jeg min udvikling meget højt og muligheden for at kunne træne med i en 1. divisionstrup hver dag, var ikke noget som andre klubber kunne tilbyde. Samtidig følte jeg mig godt tilpas i klubben, og jeg var overbevist om at klubben troede på mig, siger Boesen.
I starten af 2015 var AC Horsens i en stor økonomisk krise, og var lige ved at dreje nøglen om på deres talentprogram. Heldigvis for den jyske klub, nåede de at få skrabet nok penge sammen, til at fortsætte deres egen talentudvikling de næste tre år, dog på reduceret basis rent økonomisk. Dette jog skræk og rædsel i mange spillere i AC Horsens’ talentsektor, som med det samme søgte andre veje for deres udvikling. Flere af klubbens største talenter søgte væk og skiftede klub, men ikke Malthe Boesen.
– Da meldingen kom ud om at ungdomsafdelingen ville lukke, gik mange spillere i panik og følte de blev nødt til at skifte klub. Jeg slog derimod koldt vand i blodet og afventede situationen. Da meldingen om at ungdomsafdelingen ville fortsætte kom ud, var alle gode ungdomsspillere og mulige konkurrenter smuttet. Mange spillere fra førsteholdet var også på vej væk, og pludselig var min vej til førsteholdet meget kortere. Dette så jeg som en mulighed, siger Boesen, der ser meget op til Bayern München-angriberen, Robert Lewandowski, til dbold.dk.
U/19 Division, 1. Division og fremtiden
– AC Horsens betyder utroligt meget for mig, og jeg har oplevet både op- og nedture med klubben. Jeg har været på fodboldskole i klubben som helt lille og kan stadig huske kampe på det gamle stadion. Det er en fantastisk klub hvor hårdt arbejde og ydmyghed betyder alt. Jeg kender stort set alle i og omkring klubben, og jeg glæder mig til at møde ind i klubben hver eneste dag, og det har jeg altid gjort, udtaler Boesen.
Men selvom han har det godt, og altid har haft det godt, i AC Horsens, kunne det rigtige tilbud fra en anden dansk klub, godt få ham på andre tanker.
Men nu er han i AC Horsens, hvor han også har fået lov til at få seniorbold på CV’et. Her fik han sin debut for 1. Divisionsholdet i en pokalkamp mod AaB, hvor han fik de sidste 20 minutter på banen. Og selvom det resultatmæssigt ikke var en succes, var Boesen ganske positiv omkring oplevelse.
– Det var utroligt fedt selvom vi tabte, og det var specielt at spille foran så mange tilskuere. Oplevelsen gav mig endnu mere blod på tanden og tro på tingene.
Og troen på endnu mere 1. Divisionsfodbold er langt fra gemt væk. Han kunne i hvert fald godt bilde sig selv ind, at han kunne komme på banen i mandagens kamp mod Lyngby BK.
Han spiller dog fortsat også for klubbens U/19-hold i U/19 Divisionen, og her har holdet, efter Boesens mening, haft en fin start på sæsonen.
– Jeg synes vores sæsonstart har været fin, og hvis vi undgår dumme point tab, kommer det til at blive rigtig sjovt, siger 18-årige Boesen og fortsætter om klubbens forventede placering i tabellen, når sæsonen slutter:
– Vi har rigtigt gode chancer for at ende højt, og det bør vi også gøre.
Drømmen om udlandet skal man dog ikke tage fejl af. Boesens største drøm er nemlig at komme til at spille i den engelske Premier League, som han selv anser for at være den bedste liga i verden. Noget kunne også tyde på, at drømmeklubben i den liga ville være den blåklædte Londonklub, Chelsea FC, da det er hans yndlingsklub. Men det er ikke noget, der behøver at ske lige med det samme.
– Selvfølgelig er det en drøm at komme til at spille i udlandet, men jeg tager det stille og roligt. Lige nu handler det for mig om at vise mig frem i Danmark.
Og mens han viser sit talent frem herhjemme, vil han også gerne en tur forbi DBU og landsholdet, hvis det kunne lade sig gøre. Han ser det som en stor drøm, og tror de fleste fodboldspillere går og drømmer om, at kunne komme til at repræsentere deres land.