Fokus på: Oliver Tølbøll Rimmen – Dalum, Everton og familien

Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. I denne udgave har vi haft fat i Oliver Tølbøll Rimmen fra Dalum IF’s U15-hold.

Som 14-årig spiller man som regel i de lokale rækker, men det har dog ikke været tilfældet for Oliver Tølbøll Rimmen, der allerede har været til prøvetræning hos engelske Everton FC.

Oliver Tølbøll Rimmen spiller normalt som central angriber hos Dalum IF, der har hjemme i Odense, og spiller i Vest 1-rækken, hvor de, i skrivende stund, indtager en syvendeplads i en række, hvor hold som Esbjerg fB, Odense Boldklub og Vejle Boldklub er at finde.

Rimmens prøvetræning, der foregik i uge 42, var derfor et skifte på både niveau og stil, også set i forhold til, at klubben, han prøvetrænede hos var selveste Merseyside-klubben Everton FC, der har Liverpool FC som ærkerival.

– Jeg kunne helt klart mærke en forskel på niveauet i Everton og niveauet i Danmark. Både spillere og trænere havde et meget højt niveau, eftersom trænerne var tidligere professionelle fodboldspillere, fortæller Rimmen til dbold.dk, og tilføjer, at forholdene i klubben var meget professionelle, og at træningen ligeledes foregik under professionelle forhold. Han roser desuden de tilstedeværende til træningen, for deres venlighed over for den unge danske nytilkomne.

– Både trænerstaben og spillerne var meget flinke, tilføjer han.

Det var også en oplevelse, da han fik at vide, at Everton FC havde kontaktet Dalum IF for at få Rimmen til England. Det var dog ikke den største oplevelse.

– Jeg blev lidt overrasket, men ellers synes jeg, at jeg tog det roligt, forklarer Rimmen.

Grundet sin unge alder, var Rimmen ledsaget af sin mor, og sin træner, der på trods af at kunne engelsk, havde nogle småproblemer med kommunikationen med ‘The Toffees’, som klubben kaldes.

– Min mor og min træner var med mig i England. Kommunikationen var svær, eftersom de havde en Scouser-dialekt, (dialekt for Liverpool-beboere, red.) der var svær at forstå, men det var ikke et stort problem, forklarer Rimmen, og takker sine venner og familie for den støtte, han har fået igennem sin karriere hidtil:

– Min familie og venner blev utroligt glade på mine vegne, og har virkelig været der for mig, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Den engelske klub har allerede en ung dansker, der til daglig optræder på klubbens ungdomshold. Det er kun ni år gamle Sebastian Jensen, der er søn af den tidligere danske Premier League-keeper, Brian ’The Beast’ Jensen.

In this article