Forløsende sejr til OB U/17

OB’s U/17-hold fik lørdag sæsonens blot anden sejr, da man hjemme i Ådalen besejrede Lyngby med 3-1. Fynboerne var sjællænderne overlegne på attitude og indstilling.

Det er ikke mange succesoplevelser, OB’s U/17-hold har haft i denne sæson, hvor man ellers i langt de fleste kampe har leveret fortrinlige præstationer. Tabellen viste inden opgøret mod Lyngby, at odenseanerne var placeret på næstsidsteplaceret, og in mente at Lyngby kom fra en frisk sejr mod topholdet fra FC Nordsjælland, var der ikke meget tvivl om hvor favoritværdigheden lå.

Det gjorde den selvfølgelig hos de kongeblå. Holdet har scoret massevis af mål, kun overgået af FCK og FC Nordsjælland, så på den bekostning kunne man som fynsk forsvarsspiller frygte, at lørdag eftermiddag blev en lang og bøvlet dag på kontoret.

Det blev det aldrig.

OB var parate fra start, og virkede langt mere tændte end gæsterne, der aldrig fandt det rette spændingsniveau. De stribedes Emil Mikkelsen var efter tre minutters spil vedholdene i sit pres på boldholderne. Det førte til et boldtab fra en ung lyngbygenser, inden bolden havnede hos OB’s midtbanekreatør og landsholdsspiller Julius Eskesen, som med et flot, fladt og yderligt spark kanonerede værterne i front – 1-0!

Træner Anders Skjoldemose må have været godt tilfreds med sit hold, for alt fungerede til punkt og prikke. De pasningsstærke sjællændere havde helt tydeligt svært ved at tøjle OB’s succesfulde presspil. Gang på gang løb Lyngbys spil ud i sandet takket være det veloplagte hjemmehold.

Som en følge heraf blev det 2-0. Emil Olsen erobrede bolden mens Lyngby var i ubalance. Olsen fandt Philip Stoustrup, som ganske køligt placerede bolden imellem benene på Tobias Honoré i målet. 2-0 – og OB var nu for alvor på sejrskurs.

Et kvarters pause og snak i omklædningsrummet kan ændre meget – det er før set i fodbold – men lørdag eftermiddag var pausen ubetydelig. Værterne dominerede videre, og allerede efter få minutter af anden halvleg blev kampen reelt lukket og slukket. Igen var Julius Eskesen på pletten, da han efter en assist fra Lukas Talbro kunne gøre det til forløsende 3-0.

Først efter en times spil vågnede gæsterne lidt mere op. Man vandt nærkampe, og spillede mere frit end tidligere, men mon ikke det blot var en resultat af, at kampen havde fundet sin vinder?

I slutminutterne reducerede Emil Bormeth, da han placerede bolden ved fjerneste stolpe uden for Oliver Christensens rækkevide. Målet ændrede ikke på helhedsindtrykket af, at Lyngby er for ustabile til at blive medregnet som medaljefavorit. Bundniveauet er simpelthen for lavt.

In this article