Forleden sendte de Malte Amundsen afsted til Østrig på prøvetræning, og nu har HB Køge forlænget med et af klubbens andre store talenter.
Det er kun 18-årige Justin Shaibu, der har forlænget kontrakten med den midtsjællandske klub. Det bekræfter klubben på dens officielle hjemmeside.
HB Køge og Shaibu har således papir på hinanden indtil sommeren 2018. Noget der glæder klubbens træner:
– Justin er en super spændende, ung spiller med et stort potentiale. Han er stærk, hurtig og målfarlig og så er han dygtig til at bruge sin power i det offensive spil, og på det sidste også i det defensive arbejde. Med sin fysiske styrke passer han perfekt til den måde vi spiller på i HB Køge, siger Henrik Pedersen til klubbens hjemmeside, og fortæller videre om fremtiden for ungdomslandsholdsspilleren:
– Jeg ser Justin som en kommende førsteholdsspiller i HB Køge, men han har også et potentiale, der rækker ud over, hvor HB Køge er nu. Først og fremmest gælder det dog for Justin om at tage det næste step og få mere og mere spilletid på førsteholdet i foråret.
Shaibu er anset som en af HB Køges helt store talenter, og der er helt fra tidlig alder blevet satset på ham. Han fik sågar debut for seniorholdet allerede som 16-årige, hvorefter det er blevet til 17 kampe for førsteholdet. Selv er han også glad for forlængelsen.
– Jeg er naturligvis glad for kontraktforlængelsen. Jeg trives godt i HB Køge, og derfor var det naturligt for mig at fortsætte i klubben. Jeg føler, jeg hele tiden udvikler mig, og lærer en masse fra de mere erfarne spillere i truppen og fra de gode trænere i klubben. Vi har et rigtig spændende, ungt hold, og i min næste kontraktperiode vil jeg arbejde hårdt for at nå så langt som muligt, for jeg er rigtig glad for at være en del af HB Køge, fortæller den unge angriber til HB Køges hjemmeside.
Tidligere har Shaibu prøvetrænet med blandt andet Red Bull Salzburg, FC Utrecht og VfL Wolfsburg. Senest har den unge angriber dog været på blokken i FC Nordsjælland og Brøndby, som sidste vinter kæmpede om ham.