U-landsholdskeeper: Spillere på min alder slapper allerede af

Embed from Getty Images

AB’s talentfulde målmand Simon Friis-Jensen fokuserer på hårdt arbejde, og drømmer om en glorværdig landsholdskarriere – og at blive lidt højere.

D’BOLD møder Simon Friis-Jensen efter en kold træning med U/17-holdet på AB’s nye kunststofbaner. Her har den 15-årige målmand haft sin daglige gang, siden han for seks år siden kom til fra Bagsværd Boldklub.

– Det gode ved at være i AB er, at der selvfølgelig er lidt kortere vej til førsteholdet. Nu har jeg mulighed for at udvikle mig, og i modsætning til hvis jeg spillede i FC Nordsjælland eller FCK, kan jeg komme op og træne med de ældre spillere tidligere, fortæller keeperen til D’BOLD.

Ambitionen for Friis-Jensen er rækker dog længere end AB, som for tiden gør sig i den bedste halvdel af 2. Division:

Min ambition er at komme tidligt op på seniorholdet. På lidt længere sigt ville det selvfølgelig også være fedt at blive tilknyttet en ligaklub. Min ultimative drøm er at spille i Superligaen, og derefter på landsholdet.

Men hvem er Simon Friis-Jensen? Den unge målmand er klar i mæglet, når han skal beskrive sig selv som spiller:

– Jeg står på mål herinde, og er en ganske lille keeper. Hele sidste år har jeg haft vanskeligheder med at komme ud i boksen, hvilket jeg fik af vide af DBU, og det er jeg blevet bedre til. Jeg er en spiller, der bruger meget lyd dernede, og gerne deltager i spillet, siger 172 cm høje Friis-Jensen.

Større egoer på futurelandsholdet

I oktober blev Simon Friis-Jensen sammen med to holdkammerater udtaget til det danske U/16-futurelandsholdet, landsholdet for spillere, som endnu ikke er fuldt udvoksede. Friis-Jensen er glad for oplevelsen, og addresserer forskellene på fodboldmiljøet i lands- og klubholdsregi:

– Niveauet er højere derinde (på landsholdet, red.). Der er også lidt større egoer, og man kan godt mærke, at det er spillere, der er på kontrakt. Det har vi jo ikke altid i divisionsklubberne. Der er også en forskel hierarkisk. Fordi jeg er divisionsspiller, er jeg automatisk længere nede i hierarkiet på futurelandsholdet.

Simon Friis-Jensen forklarer, at der foregår en stor udveksling af erfaring spillerne imellem. Mens AB-spilleren, som til daglig går i skole med en stor gruppe FC Nordsjælland-spillere, arbejder målrettet for at blive bedre, mener han, at flere af hans jævnaldrende spillere allerede slækker på arbejdsmoralen:

– Mange spillere på min alder, som spiller i ligaklubberne, er allerede begyndt at slappe af. De tænker, at de spiller for en stor klub, er inde omkring landsholdene osv. Det har jeg set mange eksempler på. Det er spillere, som er sindssygt gode nu, men så begynder de at feste og hygge sig lidt. De er på kontrakt og tjener masser af penge, og de har friere tøjler i de store klubber, netop fordi de er på kontrakt.

– I ligaklubberne får de det hele lagt til rette, hvor vi står for mere selv, men på den måde lærer vi også at tage mere ansvar.

På det personlige plan håber den 15-årige keeper snart at få lov at spille med omkring U/19-holdet på træningsbanerne i Skovbrynet. Kampen for at blive professionel fodboldspiller er sat ind.

In this article