Talenttid INSIDE: “Jeg forventer selv at lave 20 mål” – U/17 Ligaen

I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U/19- og U/17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold.

Elias Fritjof fra HB Køge blåstempler sæsonen indtil videre og er meget optimistisk. Han forventer at score 20 mål i denne sæson.

Sidste sæsons 12’er fra HB Køge er kommet udmærket fra land i U/17 Ligaen i denne sæson, hvor klubben efter 11 kampe ligger på en sjetteplads med 14 point. Overordnet set er holdet angriber Elias Fritjof tilfreds.

– Samlet set har vi fået en okay start, men jeg synes dog, vi kunne have hevet flere point i nogle af de kampe, vi har spillet uafgjort indtil videre, siger Fritjof til D’ BOLD og begrunder, hvorfor de mange uafgjorte kampe ikke er endt ud med sejre i stedet for:

– Vi har simpelhent ikke været kyniske i de givende situationer, siger han.

Den unge angriber, der også spillede på holdet i sidste sæson, kan se klare forbedringer på holdet i forhold til sidste sæson.

– Vi er startet bedre end sidste år, hvor vi også har fået flere på holdet, som scorer mål, hvilket betyder ret meget, siger Fritjof.

Holdet har, trods en god placering, lukket 20 mål ind og scoret 19 – altså lyder målforskellen på -1. Fritjof mener, at standardsituationer har været skyld i mange indkasserede mål.

– Vores svageste punkt har uden tvivl været på standardsituationer. Der får vi simpelthen ikke clearet bolden godt nok, siger angriberen, der selv har bidraget med fem mål for køgegenserne.

Næste opgave for HB Køge er først om knap en uge, hvor AaB kommer på besøg på Køge Stadion. Her har den unge angriber opskriften klar.

– Vi skal være klar fra start og holde koncentrationen hele kampen, og så skal vi bare være kyniske foran målet, så skal vi nok vinde, siger han.

Da der bliver spurgt ind til forventningerne for sæsonen, er Fritjof meget klar i mælet.

– Vores forventninger er at få mellem de 30-40 point, siger han og forklarer hans egne individuelle forventninger:

– Jeg forventer selv at lave omkring de 20 mål, og så få min debut (på U-landshold, red.) – og måske blive fast mand på landsholdet, siger han.

Til sidst, ved spørgsmålet om han vil fremhæve nogle holdkammerater som profiler på holdet, roser han mange af sine holdkammerater.

– Andreas Piilgaard på målet har været en rigtig vigtig mand for os. Mathias Drost på den defensive midtbane er også hårdtarbejdende og vigtig for holdet. Alain på kanten har også vist høj klasse og lavet mange mål… Vores højre back Magne Krüger har også sat standarden ret højt, og selvfølgelig vores anfører, Emil Skovbo, har været meget vigtig for os nede bagved, slutter Elias Fritjof til D’ BOLD.

D. 14 november kl. 13:00 går det løs for HB Køge hjemme mod AaB.

In this article