U/17-mestrene knuste OB

Stillingen var 1-1 ved pausen, men som tiden gik, blev forskellen mellem top og bund i U/17 Ligaen mere og mere tydelig. Brøndby slog OB med 4-1.

I sidste uge kunne vi berette om forløsning i den fynske lejr. OB havde vundet sin anden sejr af hele ni mulige efter en flot, disciplineret indsats mod Lyngby.

Lørdag var det så atter hverdag i OB.

Efter blot fire minutter af opgøret mod de forsvarende mestre fra Brøndby viste måltavlen nemlig 1-0 til værterne. Ertugrul Teksen scorede målet, der fik OB-chef Anders Skjoldemose til at ændre gameplanen.

De fynske talenter blev nu sendt afsted i et højt pres, som skulle forsøge at besværliggøre spillet for de mange U-landsholdsspillere hos de blågule. Selvom Brøndby var mest på bolden, så lykkedes det også OB at kreere chancer.

En af disse tilfaldt holdets bedste spiller Julius Eskesen, men den krølhårede midtbanespiller misbrugte til odenseaneres ærgrelse en friløber.

To minutter før pausetid faldt udligningen dog alligevel. Igen var Julius Eskesen bagmanden, da han sparkede et frispark ind foran mål. Bolden ramte ikke en OB’er som nok var hensigten, men i stedet en uheldig Brøndby-dreng, inden den strøg i mål til pausestillingen 1-1.

Anden halvleg startede med en ny chance til Julius Eskesen, men heldet var sluppet op med OB’s U/17-landsholdsspiller, og selv ikke profilen Eskesen kunne forhindre Brøndbys massive dominans.

Christian Enemark, som normalt er forsvarsspiller, men ofte spiller 6’er positionen, blev kampens tredje målscorer, da han efter et hjørnespark og et smådårligt indgreb fra OB-keeper Oliver Christensen kunne sparke bolden i mål.

Vigtigheden af målet sås tydeligt hos de blågule spillere, som herefter fik et stort overtag, mens øboerne lignende nogle, der havde mistet modet. Indskiftede Jesper ”Jobbe” Lindstrøm scorede til 3-1, inden Ertugrul Teksen svang venstrebenet fra kanten af feltet og gjorde det til slutresultatet 4-1.

OB kunne med lidt held have snuppet point i Brøndby, men som anden halvleg formede sig, var sjællænderne i en klasse for sig.

In this article