Randers Freja kæmpede en brav kamp mod topholdet AaB, men manglede det sidste held i weekendens U/19 Liga-opgør.
Det var en svær opgave, som Randers Freja lørdag blev sat på, da de troppede op i Aalborg til weekendens U/19 Liga-kamp mod AaB. De var nemlig eneste hold i rækken hidtil uden sejr, og oppe mod et AaB-hold, der med en sejr ville spille sig op på andenpladsen. AaB var derfor, meget naturligt, storfavoritter til opgøret.
Hjemmeholdet var også dominerende fra start. Med en masse fart blev Randers i flere omgange sat, men de formåede at holde AaB fra alvorligt store chancer de første 25 minutter.
I det 28. minut skred planen dog, da Joakim Mæhle på flot vis sparkede hjemmeholdet foran til 1-0.
Det satte gang i AaB, der flere gange var tæt på at komme yderligere foran, men bolden havde svært ved at finde vej til nettet, og ved pausen stod der stadig kun 1-0.
I anden halvleg kom Randers Freja væsentlig bedre med, og gæsterne havde flere forsøg, der sagtens kunne have resulteret i mål.
Desværre for dem, endte det dog ikke sådan, og derfor måtte de endnu engang lide et bittert nederlag, der cementerer dem som sikker bundprop med kun to points i ni kampe. AaB går dog på vinterferie på en midlertidig andenplads. Næste rundes kampe, som AaB ikke skal spille, kan degradere dem ned på femteplads.