BIF-talent om kontraktforlængelse og oprykning til Superligaholdet: Kigger lige en ekstra gang på Agger

Brøndby IF forlængede fornyligt kontrakten med en af deres U/19-spillere, og forfremmede ham i samme omgang til førsteholdet, med start fra den næste sæson.

Brøndby IF’s U/19-hold har ikke haft den start i U/19 Ligaen, som de formentlig havde håbet på. Seks nederlag, to sejre og to uafgjorte kampe er det blevet til i de første ti kampe. Senest blev det til et nederlag på 1-0 mod Esbjerg fB i den jyske havneby. Men selvom der ikke er meget at juble over for tiden, når man kigger på ligatabellen i BIF, er der en af spillerne, som lige for tiden går rundt, og har det ret godt med sig selv.

17-årige Mads Juel Andersen, der fire dage før året slutter, fylder 18 år, har nemlig forlænget sin kontrakt med klubben til slutningen af år 2017. Oven i hatten er han blevet forfremmet til Alka Superliga-truppen, som han jævnligt træner sammen med allerede. Dog tilsluttes han først truppen officielt fra næste sæson. Ikke uforståeligt er han meget glad for kontraktforlængelsen.

– Jeg blev selvfølgelig utrolig glad, det er Brøndby jeg vil spille for, så det kunne ikke være bedre, siger Juel til D’ BOLD.

Til trods for hans kun 17 år på livs-CV’et, har han flere gange trænet med Brøndbys Alka Superligahold. Og det siger meget omkring hans udvikling de seneste par år, som klubbens sportschef, Troels Bech, der tiltrådte sig den titel tilbage i juni, roser rigtig meget. Han er dog, på trods af hans korte tid som ansat i klubben, meget klar i mæglet, når han fortæller om Mads Juel Andersens potentiale.

– Gennem de seneste år har vi set Mads tage nogle store skridt, og det skyldes i høj grad en stålsat vilje. Det er vi altid glade for at se unge spillere vise, og han har også den ydmyghed, der er så sund for unge spillere, fortæller Troels Bech omkring talentets kontraktforlængelse til klubbens hjemmeside.

Og selvom forsvarsspilleren har haft nogle træningssessioner med førsteholdet, er han selv klar over, at der er lang vej til en fast plads i truppen. Det stopper ham dog ikke i at gribe chancen, hvis den byder sig.

– Som jeg ser den (chancen for at blive en fast del af A-holdet, red.) lige nu, er der et godt stykke vej, men jeg tror selvfølgelig på alt kan ske, og hvis jeg får muligheden, griber jeg den, fortæller han og fortsætter omkring sin forventning til den kommende sæson:

– Min forventning er at jeg udvikler mig så meget som muligt, og får nogle gode oplevelser, og så bare arbejde hårdt og se hvad det rækker sig til.

Det danske U/19-landshold har tilbage i midten af november måned spillet tre EM-kvalifikationskampe. Og i deres kamp mod Israel fik den unge forsvarsspiller sin debut, ikke kun for U/19-landsholdet, men også inden for DBU-regi. Og det kan blive historien på en jagt efter den plads, som et af hans idoler i dag besidder på det danske A-landshold, nemlig Daniel Agger, som han i øvrigt lige har et ekstra øje på, når de træner.

– Ingen tvivl om at man lige kigger en ekstra gang på Daniel Agger, men der er rigtig mange dygtige spillere, så jeg er sikker på, jeg kan lære lidt af alle og få lidt erfaring, afslutter Juel Andersen til dbold.dk.

Næste gang du kan se Mads Juel Andersen i aktion på fodboldbanen, er det formentlig på Frederiksberg den fjerde december, når Brøndby på udebane møder FC København i U/19 Ligaen.

Læs mere om Mads: Se de bedst ratede danske talenter i FIFA 16 (21-30)

In this article