Mikkel Duelund er blevet hold hjemme fra en træningstur til Tyrkiet med U/21-landsholdet af FC Midtjylland, men er fortrøstningsfuld for beslutningen.
Mikkel Duelund og holdkammeraten Patrick Banggaard var begge blevet udtaget til U/21-landsholdets træningstur til Tyrkiet i januar. Men på grund af at FC Midtjylland skal spille Europa League i samme uge, har de valgt at holde begge spillere hjemme med resten af holdet, for at have den stærkeste trup tilgængelig.
Duelund er stadig ung nok til at spille på det danske U/19-landshold, men blev udtaget, da U/21-landstræner, Niels Frederiksen, måtte se bort fra to andre spillere, hvis liga var i gang i den pågældende periode. Og selvom Duelund havde set frem til at komme med U/21-landsholdet, forstår han godt, hvorfor klubben valgte at beholde ham hjemme i Danmark.
– Jeg kan sagtens forstå klubbens beslutning. Selvfølgelig vil jeg gerne have været med U/21-landsholdet, men Europa League er enormt vigtig, så vi skal bruge alle de kræfter vi kan stille med, siger Duelund til D’ BOLD.
FC Midtjylland spillede sig i torsdags videre fra gruppespillet i Europa League efter et 1-1 opgør mod Club Brügge, som var nok til at sikre dem en plads videre. Mandag eftermiddag blev der så trukket lod om, hvem klubben skulle møde i den næste runde, og der blev engelske Manchester United hevet op af hatten. Og det ser Mikkel Duelund frem til.
– Det bliver selvfølgelig sjovt at prøve sig af mod så stort et hold. Det prøvede vi også mod Napoli, så denne her gang skal der steppes meget mere op. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en lidt lavere rangeret modstander, men nu er udgangspunktet Manchester United, og det ser vi frem til, fortæller Duelund, der ikke helt kan bestemme sig for, hvilken spiller han ser mest frem til at møde.
Den danske midtbanespiller har allerede en klar idé om, hvilke forventninger han har til de to opgør. Og selvom midtjyderne ikke nødvendigvis har de bedste odds, så tror han godt, at de kan drille spillerne fra England.
– Vi skal ud og spille frit. Ingen tvivl om at vi vil videre, og selvom oddsene ikke er med os, så skal vi ud og overraske. Ingen tvivl om det, udtaler Duelund, der dog ikke vil tale om klubbens kampplan:
– Som jeg var lidt inde på, så skal vi slippe håndbremsen. Vi er selvfølgelig ikke favoritter til kampen, men det behøves eller ikke være en ulempe. Hvad vi skal gøre under kampen, tager vi senere.
Første kamp mellem FC Midtjylland og Manchester United kommer til at udspille sig på MCH Arena i Herning den 18. februar.