FC København måtte se måbende til, mens FC Midtjylland tog styringen og sluttede deres efterårssæson i U/19 Ligaen med manér.
FC Midtjyllands U/19-hold har i denne efterårssæson kun lidt ét nederlag, og spillet én kamp uafgjort. De resterende otte kampe er blevet til en sejr for de unge ulve, hvis hold indeholder nogle af landets største talenter i deres årgang.
FC København har derimod været knap så heldige. Forud for lørdagens kamp havde de vundet seks kampe og ellers tabt fire opgør. Derfor ville de meget gerne ud og have endnu en sejr på kontoen, men sådan skulle det altså ikke ende.
Efter 25 minutter kom kampens første scoring. FC Midtjyllands Alexander Munksgaard, opsnappede bolden på en retur fra et FCM-frispark, og lagde bolden ind mod bagerste stolpe, hvor der opstod et mindre klumpspil i det lille felt. I første omgang så det ud som om, at en FCK-spiller havde været sidste mand på bolden, inden den røg i nettet, men det var FCM’s Mikael Anderson, der jublende løb fra målet som kampens første målscorer.
Anderson har haft et mindre skadesplaget efterår, til trods for, at han alligevel har spillet en del kampe for ulvene, også i den famøse UEFA Youth League-turnering, som ulvene har præsteret flot i. Men målet var langt fra det eneste man så til den offensive midtbanespiller i den kamp.
I første halvlegs døende minutter fik FCK et hjørnespark, hvortil de bragte alle mand frem. Men den plan gav bagslag, da FC Midtjyllands Andreas Poulsen fik clearet bolden op til medspilleren Nikolaj Kirk, der fik bolden uden om løvernes eneste tilbageblivende spiller. Og halvvejs nede på FCK’s banehalvdel, kunne Kirk sikkert sende bolden ned i det tomme FCK-mål.
2-0 til FCM U/19 ved pausen.
Otte minutter inde i anden halvleg, havde midtjydernes forsvar stadig ikke helt opdaget, at pausen var ovre, de FCK’s Mikkel Dige tog et fint træk ind mod midten, og med venstrebenet flot bankede bolden ind bag FCM-keeperen, Oliver Ottesen, og bragte lidt spænding tilbage i opgøret.
Den spænding varede dog kun ni minutter, før Alexander Munksgaard igen var i oplæggerens rolle, da han sendte en bold i dybden ned mod Mikael Anderson, som drejede rundt om sig selv, tog endnu et træk og bagefter sendte bolden i målet til 3-1.
Anderson fik endnu engang hovedrollen kun fire minutter senere, da han flot afdriblede FCK-forsvaret og sendte bolden tværs ind over banen til Nikolaj Kirk, der midt for målet sparkede bolden i mål til stillingen 4-1.
Ikke underligt var FC Midtjyllands U/19-træner, Kenneth Andersen, meget tilfreds med kampen.
– Jeg er utrolig glad og stolt over præstationen, og jeg kunne ikke have bedt om mere fra spillerne. Det var en af efterårets bedste indsatser, der var flow i spillet, og vi fik sat tingene godt sammen. Vi vinder med tre mål, og det synes jeg gav et ganske retvisende billede af kampen, sagde Kenneth Andersen til fcm.dk efter kampen.