Hård modstand i Elite Round til U/19-landsholdet

Det danske U/19-landshold skal spille både godt og rigtig godt for at nå til U/19 EM 2016 i Tyskland. Til Elite Round venter nemlig Danmark hård modstand.

Der bliver rift om den ene billet, som UEFA har sat på højkant i det danske U/19-landsholds Elite Round-pulje om at kvalificere sig til U/19 EM 2016 i Tyskland.

U/19-landsholdet klarede sig kun lige akkurat videre fra deres indledende kvalifikationspulje ved at blive nummer to i en pulje bestående af Island, Israel og Malta udover Danmark. Men alt tyder på, at Bent Christensens U/19-drenge skal have noget mere tur i den, når de skal spille Elite Round til marts.

I dag trak UEFA nemlig Elite Round-puljerne ud, og her blev Danmark sat i bås med Frankrig, Serbien og Montenegro. Selve kampene spilles i Serbien, hvor de danske drenge ligger ud med et møde med værtsnationen d. 24. marts. Herefter møder Danmark Frankrig d. 26. marts og endelig Montenegro d. 29. marts.

U/19-landstræneren ser frem til kampene og kalder det “hverken den værste eller bedste pulje at havne i”.

– Når man når til den afsluttende Elite Round, så er det klart, at man møder hold, der er bedre og bedre. Det er ikke den værste pulje, men heller ikke den bedste. Jeg ser frem til nogle spændende kampe, og jeg mener helt bestemt, at vi har en chance for at kvalificere os, siger Bent Christensen til dbu.dk.

In this article