FC Midtjyllands U/19-hold skal engang i starten af januar møde Atlético de Madrid hjemme i Herning. Det ser ulvenes Rasmus Nicolaisen meget frem til.
Efter at have spillet sig videre fra mesterskabsruten med en samlet målscore på 10-3 i fire kampen mod henholdsvis FC Saburtalo og Legia Warszawa, skal FC Midtjyllands U/19-hold nu spille mod nogle af de store drenge i UEFA Youth League. De har nemlig trukket Atlético de Madrid, som blev nummer to i deres gruppe C.
Den lodtrækning er noget, som Rasmus Nicolaisen synes meget godt om, da han havde håbet på at møde et tophold i den kommende runde.
– Det er en rigtig fed lodtrækning. Personligt og i klubben havde vi håbet på et af storholdene, og når det nu ikke blev Real eller Arsenal, er det okay med Atlético, fortæller Nicolaisen til D’ BOLD.
FCM U/19 har tidligere i år mødt og vundet 3-0 over Atlético Madrid U/19 i en italiensk turnering ved navn Torneo Belinzona. Nicolaisen, der i den kamp scorede til 2-0 i finalen mod spanierne, tror dog ikke det har den største effekt på det kommende opgør i Herning.
– Jeg tror ikke det har nogen stor effekt. Vi kender selvfølgelig lidt til nogle af deres spillere og deres måde at spille på og omvendt. Men vi kan selvfølgelig tage den store oplevelse fra Bellinzona med, og gå ind til kampen med en tro på, at vi kan være med her, fortæller Nicolaisen.
Han tror dog på, at danskerne har en god chance for at komme videre til næste runde.
– Jeg tror vi har en god chance for at gå videre, og det har vi alle sammen på og omkring holdet. Det er på eget græs, og vi har vist flere gange, at vi kan være med på et højt internationalt niveau, siger forsvarsspilleren til dbold.dk.
Han tror dog også, at kampen nok skal blive spændende, men håber på, at flere fans tager turen til MCH Arena, som holdet hidtil har lånt i turneringen, til gengæld for kunstgræsset i Ikast, for at heppe på holdet, og skabe en god stemning.
– Jeg forventer en intens og tæt kamp, som falder ud til vores fordel, via det spil vi gerne vil, og har vist i ligaen, men specielt Youth League. Og forhåbentlig kommer der mange på MCH Arena d. 9. eller 10. februar, som vil støtte os til en sejr mod Atlético Madrid, afslutter Nicolaisen.