Et sent hattrick af Mads Emil Madsen sikrede, at Silkeborg ikke tabte deres tredje kamp i sæsonen. Vejæe tabte dog dyrebare points.
Lørdag tog Silkeborg hjemme mod Vejle Boldklub i en kamp, hvor begge hold manglede en af deres største profiler. Både hjemmeholdets Sammy Skytte og gæsternes Christian Kudsk var nemlig med seniortrupperne til 1. divisionsfodbold, hvor selvsamme mandskaber mødte hinanden. Begge spillere fik for øvrigt spilletid, og Skytte scorede i overtiden sit første seniormål.
Men i Søholt – seniorene spillede i Vejle – blev årets sidste hjemmekamp for Silkeborg fløjtet op lidt over middag, og det var med et toptændt Vejle-mandskab. Der var nemlig kun spillet 45 sekunder, da Christian Kold gjorde det til 1-0 til gæsterne. Et stort øjeblik for Kold, der spillede sin første U/19 Liga-kamp siden marts.
Vejle fortsatte de fine takter, og efter 20 minutter scorede Patrick Rasmussen til 2-0. Kort efter fik Silkeborg dog hevet et mål hjem, da Mads Emil Madsen – og det var ikke første gang han skulle komme i fokus.
Fokusset lod han dog vente på sig til anden halvleg, hvor stillingen ved starten stadig var 1-2. Agon Mucolli gjorde det efter en times spil til 3-1 til holdet fra Nørreskoven, men igen trak hjemmeholdet et hurtigt mål tilbage ved Morten Pedersen.
I det 70. minut blev det 4-2 til Vejle, da Kristian Kirkegaard udbyggede føringen til, hvad der lignede et sejrsmål.
Så nemt skulle Vejle dog ikke have det. For med ni minutter igen hamrede Mads Emil Madsen Silkeborg tilbage i kampen, og i kampens sidste minut udlignede han ligeså, og fuldendte altså sit hattrick.
Den uafgjorte affære gør, at holdene forud for ligaens sidste spillerunde i år ligger på henholdsvis fjerde- og syvendepladsen med Silkeborg, som det højstplacerede af de to.