I efterårets sidste U/19 Ligarunde tog Randers, der endnu var uden sejr i sæsonen, imod tabellens førsteplads, ubesejrede FC Nordsjælland. Det var altså for alvor bund mod top lørdag i Randers.
På trods af den umiddelbare forskel på de to mandskaber bed hjemmeholdet flot fra sig, og allerede et enkelt minut inde i kampen havde kronjyderne bragt sig foran, da en erobring midt på banen hurtigt blev til en dyb stikning efter Kasper Brøgger, der qua sin hurtighed kunne sikre sit hold den hurtige, overraskende føring.
Det lykkedes dog de nordsjællandske favoritter hurtigt at ryste chokstarten af sig og bringe balance i kampen. Blot tre minutter efter hjemmeholdets føringsmål svarede gæsterne igen efter Benjamin Lunds præcise indlæg, som Jacob Johansson sendte i nettet.
Derfra viste gæsterne ingen nåde og efter tyve minutters spil havde først Mathias Jensen og siden Benjamin Lund, der assisterede udligningen, sikret FCN en solid føring, da Jensens afrettede langskud snød Randers-keeper, Jonas Dakir, mens Lund udbyggede føringen direkte på frispark.
Omtrent en halv time inde i kampen faldt kampens femte scoring inden pausen så. Tobias Damsgaard dirigerede Kasper Vernersens frispark i kassen, og Randers formåede altså at holde spændingen i kampen.
I anden halvleg faldt der mere ro over kampen, FC Nordsjælland fik mere af den kontrol på bolden, de søgte, og dermed sluttede det med en snæver nordsjællandsk sejr, der altså hentede de tre point hos bundholdet, der må siges at have tvunget de gæstende favoritter til at give sig fuldt ud.
Hjemmeholdet cheftræner, Rasmus Bertelsen, kunne da også sagtens få øje på de positive elementer i lørdagens nederlag.
– Jeg er ret godt tilfreds med kampen. Vi møder rækkens suveræne nummer et og får efter vores drømmestart en iskold spand vand i hovedet med tre hurtige mål imod. Spillerne tacklede dog situationen godt og fik kæmpet sig tilbage. Vi matcher FCN godt i flere perioder, og mange af de ting, vi ville taktisk, lykkedes godt. Den indsats, vi viser i dag, lover godt i forhold til foråret, hvor vi skal ud og have nogle sejre i de første runder, så vi kan få kontakt til den midterste del af holdene i U19-rækken. Det, mener jeg, holdets reelle niveau er til, men det kræver en rigtig god opstart, efter spillerne selvfølgelig har fået en velfortjent jule- og vinterpause, forklarer Rasmus Bertelsen til randersfc.dk.
Mens Randers med to point er isoleret i bunden af tabellen, kan FC Nordsjælland ikke hentes på førstepladsen før vinterpausen.