Tobias Christensen: Elche prøver at fryse mig ud af klubben

Embed from Getty Images

Grundet økonomiske vanskeligheder er Elche blevet uvenner med sin danske angriber Tobias Christensen, som er blevet bedt om at finde en ny klub.

Det er mildest talt en utilfredsstillende situation, 20-årige Tobias Christensen står i. Hans arbejdsgiver Elche har økonomiske problemer og vil ikke udbetale danskerens løn. De to parter er havnet i en konflikt, og klubben nægter at give angriberen spilletid.

– Det er desværre ikke gået som forventet og som håbet. Jeg har oplevet en rigtig turbulent tid, og det har ikke kun skyldtes det sportslige, men det har også været på grund af nogle andre ting omkring klubben, hvilket desværre har betydet, at jeg ikke har spillet i denne her snart halve sæson. Det har noget at gøre med mig, min kontrakt og min løn, og så vil klubben bare af med mig. De har mange problemer med økonomien her, og det er desværre gået ud over mig og denne her sæson, fortæller en forståeligt nok frustreret Tobias Christensen til D’ BOLD.

Tobias Christensen har under sit snart halvandet år lange ophold i Spanien været en del af Elches reservehold, og oprindeligt havde det været planen, at den lyshårede københavner efter et par års tilvænning til spanske forhold skulle rykkes op på Elches førstehold, som spiller i næstbedste række, men han ser ifølge eget udsagn ikke ud til at have nogen fremtid i klubben.

– Det er jo noget taktisk spil mellem agenten og klubben. Det virker som om, at vi er i en proces, hvor de prøver at fryse mig ud af klubben, siger den tidligere FCKer og fortsætter:

– Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske her til vinter, men hvis det er et klubskifte, vi når frem til, så er det jo ikke fordi jeg står i den bedst tænkelige situation, nu hvor jeg ikke har fået spilletid. Jeg står faktisk i den position, hvor jeg bliver nødt til at være mere åben over for de muligheder, der er. Nu ved jeg, hvordan gamet er, og jeg kan rigtig godt lide at være her. Jeg synes jeg passer til spansk fodbold som den type fodboldspiller jeg er, og det er da klart, at hvis det er det vi kommer frem til, så kunne det være en fed mulighed at blive i Spanien.

Selvom Tobias Christensen i øjeblikket er uden for truppen på et hold, som spiller i den fjerdebedste spanske række, så mener han at have evnerne til en karriere længere oppe i det spanske ligasystem.

– Ud fra at jeg ikke har spillet, bliver min situation vanskeligere, men jeg har et niveau, som gør, at jeg sagtens kan begå mig i Segunda B (tredjebedste række, red.) eller endda Segunda A (næstbedste række, red.). Vi må se, hvor langt vi kan komme, og hvor godt et arbejde min agent kan gøre, slutter Tobias Christensen.

Den tidligere U19-landsholdsspiller kom til Elche fra FCK i sommeren 2014, og hans spanske kontrakt løber frem til 2017.

In this article