
Et setup i FC Nordsjælland har vist sig at være til gavn for et ynglingshold i klubben – U/10-holdet.
I sommers lancerede FC Nordsjælland, sammen med sin moderklub, Farum Boldklub, klubbens nye setup, der havde til formål at gøre spillerne dygtigere på flere aspekter af spillet, heriblandt teknik, taktik, fysik og mentalitet.
Siden da, har klubbens trænere og spillere arbejdet hårdt og målrettet, tre til fire dage ugentligt, hvilket så småt begynder at vise sine spor i spillerne.
Blandt andre, har tre trænere fra Farum Boldklub været involveret i processen, hvilket er en af grundene til, at de alle tre har deltaget i FC Nordsjællands træneruddannelse foruden at have gennemført flere kurser i DBU-regi.
Selvom klubben i forvejen har et godt talentsetup, er der, henover den indeværende vinter, blevet tilført trænerassistance og -supervision af træningsessionerne, således at spillerne trænes til udbytte af deres fulde potentiale.
Og det er noget, som er til stor glæde for en af klubbens T+-trænere, Kenneth Rasmussen.
– Talentudvikling er moderklubben Farum Boldklubs samt FC Nordsjællands kerneværdi, og en vigtig del af vores DNA. Derfor ligger det os meget på sinde så tidligt som muligt at skabe et stærkt udviklingsmiljø, for vores yngste og mest udviklingsparate spillere, forklarer T+-træner i FC Nordsjælland, Kenneth Rasmussen, til klubbens hjemmeside fcn.dk, og fortsætter:
– Vi har gennem flere år arbejdet elitært ned til og med U/11, og nu er U/10 så også kommet indunder talentparaplyen. Vi mener, at den aldersrelaterede og målrettede træning gør, at vi kan ramme spillerne endnu bedre i forhold til det sted, hvor de er mest modtagelige for læring.
FCNs setup har været kørende i et halvt år, og det nuværende U/10-hold blev først startet op i sommer.