Frankoch om Lauritsens Skive-skifte: Vi mangler en som ham

Skive IK’s nye talent, Rasmus Lauritsen, kender et par ansigter i sin nye klub, blandt andet hans gode ven, Mikkel Frankoch, som synes, Skive mangler en spiller som Lauritsen.

Den 5. januar offentliggjorde FC Midtjylland skiftet af deres unge forsvarsspiller Rasmus Lauritsen, der valgte Skive IK som sin nye klub i jagten på mere spilletid. Skive var for Lauritsen flere måder interessant at skifte til. Blandt andet fordi han i forvejen kendte tre af spillerne på holdet fra sin tid i FCM, og derfor havde han også set flere af Skives kampe i løbet af efteråret.

En af spillerne, som Lauritsen kender i Skive, er Mikkel Frankock, der i sommers tog samme skifte. Han er gode venner med Lauritsen, og ser ikke kun positivt på skiftet på grund af deres venskab, men han mener også Lauritsens kvaliteter kan bruges i klubben.

– Jeg blev glad. Det er altid fedt at spille sammen med en af sine gode venner. Men samtidig er han også en forstærkning for holdet, så det er ikke kun fordi, han er min gode ven, men også fordi jeg føler, vi mangler en som ham, fortæller Frankoch om Lauritsens skifte til D’ BOLD.

Samtidig glæder Frankoch sig til at spille og være mere sammen med Lauritsen. Han kan også bruge flere af Lauritsens styrker til at hjælpe sig selv.

– Vi spillede sammen i FCM i fire år, så vi kender hinanden godt. Han ved hvad jeg er god til og omvendt. Det tror jeg da på, er en fordel, at man kender hinanden så godt. Samtidig så træner han pisse hårdt, og er med til at presse mig, da vi bor tæt på hinanden. Både på banen og i styrkerummet. Rasmus er direkte træningsnarkoman og det smitter, beskriver Frankock yderligere om sin nye holdkammerat.

Skive IK er i forvejen et ungt hold, så 19-årige Lauritsens tilkommen hæver bestemt ikke gennemsnitsalderen i truppen. Men trods hans unge alder, tror Frankoch, at Lauritsen kommer til at passe godt ind i Skive.

– Jeg tror han passer perfekt ind i Skive. Vi har mange unge på vores hold. Og derfor er de unge nødt til at tage ansvar også, ellers kommer vi ikke derhen hvor vi gerne vil. Rasmus er en som altid arbejder hårdt og er god til at kommunikere og det er der brug for på det her hold. Så jeg tror han passer godt ind.

– Men nu er vi efterhånden også mange gamle “ulve” heroppe så han kender jo også nogle af de andre, og derfor falder han også hurtigere ind i truppen, afslutter Frankoch til dbold.dk.

In this article