Tidligere landsholdstræner udnævnt som U/19-træner i AaB

Mandag eftermiddag kunne AaB præsentere den tidligere U/19- og U/17-kvindelandsholdstræner, Anders Damgaard, som ny U/19-Ligatræner.

 

I sommeren 2015 vendte Anders Damgaard tilbage til nordjyske – hvor han startede sin trænerkarriere i Aalborg Chang, en samarbejdsklub til AaB, hvor han selv har spillet 1. og 2. divisionsfodbold – ved at blive ansat som U/17-assistenttræner. I dag kunne AaB så præsentere Anders Damgaard som ny træner for klubbens U/19-ligahold. Om Anders Damgaards foreløbige tid i AaB siger klubbens talentchef, Jacob Larsen:
– Anders har i tiden som assistent på U/17 Ligaholdet fået tid til at lære vores talentafdeling at kende, og han har imponeret os kraftigt med sin fodboldfaglighed og sine menneskelige egenskaber.
Og fortsætter:
– Det er vigtigt for os at sikre kontinuitet i den måde, vi arbejder med talenter på i AaB. Det, at Anders har haft tid til at komme ind og lære filosofien at kende først, gør, at han fra dag ét kan gøre en forskel på U/19 Ligaholdet og være med til at fortsætte den positive udvikling, som vores talentafdeling har været inde i de sidste mange år, siger Jacob Larsen til klubbens egen hjemmeside.

I sommers blev Anders Damgaard opsagt som U/17-kvindelandstræner for DBU som følge af de store besparelser unionen var nødsaget til, som følge af store millionunderskud i gennem en årrække. Som U/17-kvindelandstræner var Anders Damgaard blandt andet med til at vinde EM-kvalifikationsturneringen for U/17-kvinder samt var med til at sikre holdet deltagelse ved EM-finalerunden i Schweiz i 2012. Anders Damgaard blev i første omgang ansat hos DBU som assisterende U19 kvindelandstræner og talenttræner, i 2007 inden han i 2008 overtog rollen som U/17-kvindelandstræner.
Derudover har Anders Damgaard også en P-licens, som er den højeste træneruddannelse i Danmark.

AaB’s U/19-liga hold befinder sig i øjeblikket på en 4. plads i U/19-ligaen efter 11 kampe med 7 sejr og 22 point til følge.

 

In this article