Udlejet FCN-talent tilbage under Hjulmand: Skal give den 100% til træning

Embed from Getty Images

20-årige Mathias Hebo Rasmussen er tilbage i FC Nordsjælland for at jagte gennembrudet i Danmarks bedste række, efter at være vendt retur fra konkursramte FC Vestsjælland.

Med pæn succes og fast spilletid på den centrale midtbane spillede Mathias Hebo Rasmussen i efteråret hos Superliga-nedrykkerne FC Vestsjælland på et kortvarigt lejeophold. Her blev det til 12 kampe i Bet25 Ligaen og to kampe i pokalturneringen, blandt andet en kamp hjemme i Slagelse mod FC København.

Den unge midtbanespillers lejeophold stod dog til at udløbe ved årsskiftet, og da FCV som bekendt også lukkede ned pga. en konkurs, var der ikke så meget at rafle om. Tilbage er Hebo nu i FC Nordsjælland, men under helt nye forhold end før han blev udlejet. Kasper Hjulmand er vendt tilbage til FCN, og ham kender Mathias Hebo særdeles fint fra sin tidligere periode i klubben.

Han er glad for at være tilbage på Farum Park, hvor opstarten frem mod Alka Superligaen allerede er godt i gang.

– Det er dejligt at komme i gang igen efter en lang ferie og dejligt at se ens holdkammerater igen. Det er bare med at komme ud og røre bolden, og give alt hvad man har. Det er bare med at vise, hvad man kan, siger Mathias Hebo Rasmussen til D’ BOLD.

Han er spændt omkring Kasper Hjulmands nye projekt i Farum-klubben.

– Alt det der sker i FCN lige nu, er rigtig spændende. Så er det bare at give sig 100% til træning, og vise, at man er klar, hvis der bliver brug for en.

– Lige nu handler det bare om at komme i så god form som muligt, suge til sig til træning og give den alt hvad man har. Men ingen tvivl om, at det nok skal blive spændende, og der bliver god kamp om pladserne.

Efterårets ballast fra FC Vestsjælland skal hjælpe 20-årige Hebo med at spille sig ind på holdet.

– Der var et utroligt lærerigt ophold, jeg havde i Vestsjælland, selvom vi ikke fik så mange sejre som håbet, og klubben desværre gik konkurs. Men det var nogle super holdkammerater og gode mennesker dernede. Jeg fik en masse minutter i benene, som var hele planen i en fysisk stærk liga som 1.division og også pokalkampen mod FCK.

Mathias Hebo, Kasper Hjulmand og resten af FCN indleder forårssæsonen i Alka Superligaen med en udebanetur til Viborg søndag d. 28. februar

In this article