
FC Nordsjælland-midtstopperen, Andreas Maxsø er, ifølge flere danske mediers oplysninger, tæt på at skrive kontrakt med tyrkiske Istanbul Basaksehir.
Andreas Maxsø har for nyligt været på landsholdslejr med U/21-landsholdet i Tyrkiet, men da resten af truppen tog hjem, var Maxsø ikke med.
Og det er der god grund til.
For som BT mandag erfarede, så har Istanbul Basaksehir forhandlet med FC Nordsjælland om et kommende skifte for den 21-årige midtstopper, Andreas Maxsø.
TV3 Sport kunne onsdag berette, at Andreas Maxsø, efter U/21-landsholdslejren i Tyrkiet, blev i de sydlige egne, mens resten af truppen rejste hjem til Danmark. Årsagen til dette skulle efter sigende være det førnævnte skifte til Istanbul Basaksehir.
Ifølge TV3 Sports oplysninger, skal spilleren til lægetjek i denne uge.
Ingen af de to klubber har meldt noget ud vedrørende skiftet, men ifølge TV3 Sports oplysninger, præsenteres Maxsø som Basaksehir-spiller, i den indeværende uge. Her forventes han, ifølge D’ BOLDs oplysninger at underskrive en kontrakt, af fire års varighed.
Skulle skiftet blive en realitet, så har Maxsø afsluttet sit to-et-halvt-årige ophold, på FC Nordsjællands førstehold, for hvem han har optrådt 61 gange.