16-årige Sørensen efter en måned i Stoke: Rykket op på U/18-holdet

Embed from Getty Images

I vinterens transfervindue skiftede 16-årige Lasse Sørensen fra Esbjerg til Stoke. Allerede efter en måned har gode præstationer resulteret i en oprykning til klubbens U/18-hold.

Da 2015 blev byttet ud med 2016, betød det samtidig, at 16-årige Lasse Sørensens fodboldklub Esbjerg fB blev byttet ud med Stoke City i England. Oprindeligt havde det været planen, at midtbanespilleren skulle starte på klubbens U/16-hold, men allerede efter en måned i det engelske har Sørensen imponeret så meget, at en oprykning til U/18-holdet er blevet aktuel.

Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på den niveaumæssige forskel, han kan mærke mellem sin gamle og nye arbejdsgiver.

– Man kan godt mærke, at der er et højt niveau herovre og mere fysik, og så går det lidt hurtigere end i Esbjerg. Det er tydeligt, at man lige har taget et step opad, i og med at det går hurtigere i selve spillet, og at det er nogle større drenge, jeg spiller imod, fortæller Sørensen og tilføjer:

– Man kan godt lide at praktisere teknisk fodbold i Danmark, hvorimod englænderne tit ikke er de teknisk bedste spillere med den bedste teknik. Derimod har de noget power, de kan bringe i spillet, men man kan mærke det tekniske og det med at spille rundt med bolden, det har man fået en anden uddannelse i i Danmark end man har herovre.

Lasse Sørensen nævner teknikken som en af sine personlige styrker, og dem vil han få brug for, når vejen til Stokes Premier League-hold skal banes. U/17-landsholdsspilleren er optimistisk omkring sine egne chancer for et gennembrud i klubben.

– Jeg tror og håber, at jeg kan gå hele vejen til førsteholdet, ellers var jeg aldrig taget herover. Men nu er jeg jo stadigvæk ung og har lang tid endnu. Jeg føler selv, at jeg har en mulighed, hvis jeg arbejder hårdt og bliver ved med det, slutter Lasse Sørensen.

Forbindelsen mellem Stoke og Lasse Sørensen opstod allerede i 2014, og siden har der så kørt lange forhandlinger om et køb af det sønderjyske talent, indtil klubberne i slutningen af 2015 endelig blev enige.

In this article