To af spillerne på det ældste hold i Viborg FF’s talentafdeling, FK Viborg U/19, har i den seneste uge været med klubbens ALKA Superligatrup på træningslejr i Tyrkiet.
Det drejer sig om den 18-årige målmand, Marius Holm, og forsvarsspilleren Jacob Vetter på 17 år, der i den seneste uges tid har fået en forsmag på livet som førsteholdsspiller hos viborgenserne, og de er da også begge enige om, at det er noget af en oplevelse, de har fået sig, og de suger til blandt fuldtidsprofferne.
– Det er både lidt udfordrende, og så er det også vildt spændende, fortæller målmand, Marius Holm, til vff.dk.
– Det er deres job, og man kan mærke, at der er lidt mere power i, og de går lidt mere op i det, end man gør på U/19, forklarer han om seniorspillerne.
Jacob Vetter tilslutter sig fuldstændigt sin holdkammeret fra FKV U/19, og fortæller ligeledes til klubbens hjemmeside om oplevelsen og forskellene fra U/19 til Superliga.
– Det er selvfølgeligt fedt at prøve at komme med ned og træne med de store. Det er noget af en oplevelse at træne med dem en hel uge, to gange om dagen, siger Jacob Vetter, der hovedsageligt spiller i midterforsvaret.
– Det er selvfølgeligt et helt andet tempo, og det går meget stærkere, og man skal hele tide være klar. De er stærkere, lidt højere og måske også lidt hurtigere på fødderne.
Der er dog andre forskelle mellem ungdoms- og Superligabold, har Marius Holm lagt mærke til.
– Man er måske lidt mere øm, når man kommer ind efter træningerne. Jeg fik da også en lille lur mellem træningspassene i går (torsdag, red.), så det er lidt hårdere, og der bliver gået lidt mere til den, og teknikken er også på et højere niveau. Man skal hele tiden være koncentreret i hvert eneste minut, forklarer Holm.
Viborg FF spillede tirsdag træningslejrens sidste træningskamp mod FC Dnipro fra Ukraine, og i kampen, som ingen af de to ungdomsspillere var en del af, var viborgenserne endda foran, selvom de grønblusede tabte med 3-1.