Bent “Turbo” Christensen stopper som U/19-landstræner pr. 31. marts 2016. DBU skal derfor nu på jagt efter en ny ungdomslandstræner.
Det tidligere Brøndby-ikon Bent “Turbo” Christensen vender den 1. april tilbage til Vestegnen, hvor han fremover skal være A+ træner. Det betyder, at Christensen stopper i sit embede som U/19-landstræner, som han har haft i tre år, i slutningen af marts, efter han har ført U/19-landsholdet igennem Elite Round i Serbien.
I DBU vækker opsigelsen fra Bent Christensen ærgrelse.
– Vi ærgrer os rigtig meget over at miste Bent som U-landstræner. Han har været vellidt og topprofessionel, siger talentchef Flemming Berg til dbu.dk.
Bent Christensen er glad for sine tre år på posten som U/19-landstræner, men da han til sommer færdiggør en diplomlederuddannelse vil han i fremtiden gerne arbejde mere med ledelse blandt voksne mennesker også. Det får han muligheden for i Brøndby, hvor han fremover skal være en del af klubbens trænerteam og samtidig hovedsageligt have fokus på at bringe klubbens største talenter i spil til førsteholdet i sit hverv som A+ træner.
Han glæder sig dog også over, at han i sit nye job fortsat skal arbejde tæt sammen med DBU. Han lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil arbejde i Unionen igen engang i fremtiden.
– Det har været en spændende rejse, med mange spændende opgaver som jeg er glad for at have haft. Jeg håber jo, at jeg kan komme tilbage på et eller andet tidspunkt, men indtil da er jeg glad for, at vi fortsat kommer til at arbejde tæt sammen, siger Bent Christensen.
Overfor tipsbladet.dk fortæller “Turbo”, at det bestemt ikke var nogen nem beslutning at træffe, men han ser frem til at arbejde i “Danmarks bedste talentafdeling”, som han kalder Brøndbys.
– Det er et sted, der har fyldt meget for mig, og jeg har nogle specielle følelser for klubben, men det vigtigste for mig er det set-up, der er derude. Der er en stor talentafdeling, der er en af Danmarks bedste – hvis ikke den bedste. Jeg ser frem til at arbejde med de sportslige ambitioner i klubben, siger han til tipsbladet.dk.
“Turbos” sidste opgaver som U/19-landstræner bliver testkampen mod Belgien 2. marts og Elite Round i Serbien 24.-29. marts, hvor han skal forsøge at kvalificere U/19-landsholdet til sommerens EM-slutrunde.