OB U/19-træner håber på kontinuitet i kommende forårssæson

D’BOLD har taget fat i OBs U/19-træner, Tonny Hermansen. Tonny håber på noget mere kontinuitet i startopstillingen i foråret, end tilfældet var i efteråret.

I efteråret var OBs U/19-mandskab meget skadesplaget, og derfor var startopstillingen næsten aldrig den samme. Det irriterer cheftræner Tonny Hermansen:

– For at gøre det bedre resultatmæssigt er vi afhængige af at undgå skader. Vi var utrolig skadesplaget i efteråret, og vi er nødt til at få mere stabilitet i startopstillingen. Nøgleordet er kontinuitet.

OB U/19 ligger i øjeblikket på en 8. plads med 10 points i 11 kampe. Striwerne har lukket 25 mål ind og scoret 12 styks. Det er selvfølgelig et stort problem, som Tonny Hermansen også tænker på.

– Næsten halvdelen af alle de mål, som er scoret imod os, er via standardsituationer. Vi er egentlig gode nok i det etablerede spil, men vi skal blive meget bedre til at forsvare på standardsituationer. Vi har også lavet nogle vanvittige personlige fejl, som har kostet mål, og det skal også forbedres.

OB har i januar-transfervinduet hentet Yao Dieudonne, en 18-årig midtbanespiller fra Elfenbenskysten. Yao skal træne og spille kampe med både Tonny Hermansens U/19-trup, reserveholdet og førsteholdstruppen. Han skal dog primært spille kampe for U/19-mandskabet.

– Yao er en utrolig spændende spiller, han er lynhurtig og fysisk stærk. Mit mål som U/19-træner er at lære ham den danske fodboldkultur at kende, så han bliver klar til Alka Superligaen. Han skal også lære, at man i Skandinavien spiller meget fysisk og taktisk. Det skal han vænne sig til, for i Elfenbenskysten handler det mest om det individuelle, udtaler Tonny Hermansen til D’BOLD.

OBs U/19-trup er fuld af store talenter. Dem som Tonny Hermansen udpeger er: Jacob Buus, som Tonny kalder for hurtig, arbejdsom og ledervillig, Kristian Weber, Alexander Hemmingsen og Alexander Nicolajsen, som er gode til at gå først i mange situationer, Hasan Kurucay, som spiller for tyrkiske ungdomslandshold, Frederik Humlegaard og Mads Raben. Han glæder sig også til at se Jonas Hansen, som er hentet ind fra Svendborg. Han er dog skadet i øjeblikket, men han er snart klar.

– Det er en række ganske fornuftige spillere, vi har. Det kan dog være svært at komme op i førsteholdstruppen, selvom man er et stort talent. Lad os sige, at vi har en rigtig god højre back. Hvis førsteholdstruppen så har to stjernespillere på højre back-positionen, kan det være rigtig svært, nærmest umuligt, at blive rykket op i førsteholdstruppen. Så det er svært at sige, hvor mange af mine spillere som kommer op i Superliga-truppen.

OB skal den 5. marts i forårssæsonens første kamp op imod Lyngby BK. Lyngby ligger nr. 10 med 2 points bag OB, så der er lagt op til en bundgyser. Hvis OB vinder, kan de skabe en fin afstand fra bunden.

– Vi ønsker altid at vinde. Det er ligegyldigt, om det er Lyngby eller Nordsjælland (ligaens nr. 1), som vi spiller mod, så går vi altid på banen med indstillingen om at vinde.

Sidst OB og Lyngby mødtes i oktober, blev det til 1-1, så det er to jævnbyrdige hold, som skal spille.

– Sidst vi spillede mod Lyngby, blev det ufortjent til 1-1. Vi var gode de første 25 minutter, men Lyngby sad på resten af kampen. De var bedre end os i den kamp. Vi fik udlignet til allersidst i kampen, så det var utrolig heldigt, udtaler Tonny Hemmingsen til sidst i interviewet med D`BOLD.

 

In this article