Salzburg-dansker tættere på startelleveren

Foto: m.bundesliga.at 
Foto: bundesliga.at

Efter salg af konkurrent er den blot 19-årige dansker Asger Sørensen rykket frem i hierarkiet hos de østrigske mestre, Red Bull Salzburg.

Det tidligere FC Midtjylland-talent Asger Sørensen drog sydpå for godt to år siden, hvor Østrig og det østrigske fodboldflagskib Red Bull Salzburg lige siden har været hjemsted. I sin tid i det østrigske har den unge midtstopper primært gjort sig på andetholdet, FC Liefering, som huserer i den næstbedste østrigske række. Men det er slut nu.

Sørensen er nemlig blevet en fast del af førsteholdstruppen, og er endda også tæt på startopstillingen.

– Jeg er en fast del af førsteholdstruppen, og lige nu er jeg vel tredjevalg i midterforsvaret. Jeg regner i hvert fald med, jeg skal spille, hvis der kommer en skade eller en karantæne, forklarer Sørensen til bold.dk.

Salzburg har netop solgt midtstopperen Martin Hinteregger til Gladbach, hvilket har skubbet den 19-årige dansker en plads frem i køen i midterforsvaret.

Danskeren mener desuden, at en god opstart uden småskavanker også har været med til at hjælpe ham frem på holdet og gjort hans chancer bedre. Han vurderer også, hans chancer for at slå en af de to andre stopperne af som gode.

– Jeg føler, der er gode muligheder for at slå en af de to andre af og komme til at spille, hvis jeg giver den lidt gas til træning. Den nye træner Oscar Garcia virker også til, at han er typen, der gerne vil have alle i truppen til at spille, siger Sørensen.

Den unge dansker var en tur inde omkring U/21-landsholdet i efteråret, hvor han var udtaget til EM-kvalkampene mod Rumænien og Armenien, dog uden at få debut.

Sørensen har indtil videre fået to indhop i ligaen for Salzburg i denne sæson.

In this article