DBU uddelte mandag de traditionelle talentpriser til årets bedste talenter.
Hvert år uddeler DBU deres Talentpris til det dygtigste fodboldtalent på henholdsvis U/17, U/19 og U/21-niveau. Mandag eftermiddag blev priserne fra det forgangne fodboldår uddelt, og det var med to kendte Superliga-navne som vindere i form af Jeppe Højbjerg fra Esbjerg på U/21-niveau og Mikkel Duelund fra FC Midtjylland på U/19-niveau. Hos U/17 var det Nicklas Strunck, der løb med den flotte hæder.
Prisen blev uddelt af de respektive ungdomslandstrænere i Fodboldens Hus og med på vejen, fik de unge et par ord.
Jan Michaelsen, U/17-landstræner, om Nicklas Strunck:
– Nicklas har for alvor etableret sig som U17-spiller i DBU-regi. Han har imponeret med løbestyrke og passion uden bold samtidig med et stort mod og spilintelligens med bold. Nicklas er til daglig en del af FC Nordsjællands succesfulde talentmiljø og har potentialet til at kunne nå toppen. Noget han også nok skal nå, især fordi han er træningsparat, har masser af kilometer i benene og en mentalitet, som er klar til at møde kravene fra seniorverden.
Bent Christensen, U/19-landstræner, om Mikkel Duelund:
– Mikkel har i sæsonen 2015/2016 virkeligt fået sit gennembrud – både for FC Midtjylland og for U19-landsholdet. Fra ikke rigtig at være en fast del af landsholdene, er han nu blevet en vigtig del af landsholdet, hvor han har spillet 11 kampe og lavet otte mål. Han har med sit drev med bolden, sine driblinger og blik for andre og selve spillet fået sat et stort aftryk på både landshold og klub. Fik sin debut for FCM i marts 2015 og har i denne sæson fået gjort hele Danmark opmærksom på sit talent med 11 kampe og fire mål. Mikkel er vokset meget uden for banen og har påtaget sig et større ansvar. Han ved, at talent ikke er nok, men at det kræver hårdt arbejde, ikke at være tilfreds og hele tiden sætte sig nye mål. Han er bevidst om, at kun ved denne indstilling kan han få sine ambitioner opfyldt og som hans talent berettiger. Hans seneste udvikling, hans talent og hans personlighed giver stor forhåbning om en spændende karriere.
Niels Frederiksen, U/21-landstræner, om Jeppe Højbjerg:
– Der er langt i mellem at finde en målmand med internationalt potentiale. Det mener vi, Jeppe har! Allerede nu er han en vigtig spiller på det danske U21-landshold. Han er kampafgørende og redder point til holdet, hvor især hurtige reaktioner og rækkevidde spiller ind. Han er meget målrettet og har stort fokus på sin egen udvikling. Desuden er han en positiv og livsglad person som er en vigtig del i et team. Jeppe er allerede nu en dygtig målmand med enkelte udviklingsområder, og fortsætter udviklingen vil han være med til at løfte dansk fodbold fremover.
Kilde: DBU.dk