Et vældig stærkt fransk landshold nedlagde det danske U/17-landshold for anden gang indenfor tre dage.
Det var et dansk U/17-landshold med seks nye, friske ansigter i startopstillingen i forhold til kampen mod selvsamme Frankrig i onsdags. Dengang blev det til et 3-1-nederlag med franskmændende i den dominerende rolle og Danmark med et jævnt antal at muligheder. Samme billede skulle gentage sig i dag, nogenlunde.
Med fra start i dag var bl.a. FCM-angriberen Sebastian Buch, AaB’s Wessam Abou Ali og Lyngby-målmand Oskar Snorre Olsen. De fik alle deres sag for. Efter en ellers fin indledning på kampen, tog de talentfulde franskmænd taktstokken og satte tempo på kampen. 29 minutter skulle der gå før det danske forsvar ikke længere kunne holde stand. Frankrig kom foran 1-0 efter at Danmark forsømte at få clearet bolden.
I stedet for et dansk modsvar blev føringen tværtimod fordoblet. De fysisk overlegne franskmænd gjorde det til 2-0 kort før pausen.
Pausen brugte U/17-landstræner Jan Michaelsen på at sætte en masse nye spillere på banen. Luka Racic (FCK), Christian Enemark (Brøndby), Jens Odgaard (Lyngby), Elias Sørensen (HB Køge) og Christian Jensen (FCN) kom alle på banen fra anden halvlegs start. En enkel stor chance tilfaldt herefter Danmark, men magtbalancen rykkede sig end ikke.
Et fransk hold i forholdsvis cruise control kørte stille og roligt sejren hjem, endda scorede de et ekstra mål i overtiden, sådan at kampens resultat blev 3-0 til Frankrig.
To kampe mod Frankrig på tre dage endte i alt ud i to danske nederlag og en målscore på 1-6. De danske drenge fik dog til gengæld målt sig med nogle af Europas allerstørste talenter fra samme årgang, og rejser nu hjem fra deres lille mini-træningstur i Frankrig.