Anders Hagelskjær kom på banen lige efter Atlético Madrid havde udlignet til 4-4 i dommeres tillægstid, kun for at være med i straffesparkskonkurrencen.
Da der var spillet et minut af dommerens tillægstid til de ordinære 90 minutter, udlignede Atlético Madrids U/19-hold mod FC Midtjyllands U/19-hold i UEFA Youth League. Og det var ikke bare en kedelig udligning, men en udligning til 4-4. Med godt 23 minutter tilbage af kampen var FC Midtjylland kommet foran for anden gang i kampen, og den føring så ud til at skulle gå hele vejen.
Men det gjorde den ikke. Atlético fik udlignet til allersidst, hvilket betød, at de to hold skulle afgøre kampen i straffesparkskonkurrence. Det fik gang i FC Midtjylland-bænken, og U/19-cheftræner, Kenneth Andersen, fik hurtigt sendt Anders Hagelskjær på banen.
Hagelskjær havde indtil da altså siddet på bænken, og derfra havde han set en kamp, hvor bolden røg meget frem og tilbage mellem de to mål.
– Jeg så en meget, meget svingende kamp. Altså de kommer foran tre gange, der er rigtig mange mål og kampen svinger lidt, men den er også meget spændende, vi havde nerverne uden på tøjet, fortæller Hagelskjær efter kampen til D’ BOLD.
Indskiftningen af U/19-forsvarsspilleren så meget taktisk ud fra trænerens side af. Hagelskjær var dog sat som sparker nummer fem på listen. Inden da havde ulvenes målmand, Andreas Raahauge, reddet ét skud fra Atléticos spillere, mens de resterende straffesparksskytter fra begge hold havde sendt bolden i nettet. Derfor var det Hagelskjærs skud, som kunne afgøre, om de skulle fortsætte eller om FCM skulle videre med det samme.
Hagelskjær og resten af MCH Arena kunne se Atlético-målmanden smide sig til den rigtige side, men forgæves. Hvilket skabte et stort jubelbrøl på hele stadionet.
Forsvarsspilleren fortæller, at han var ret nervøs inden han skulle sparke.
– Jeg var lidt nervøs, jeg ville lyve hvis jeg sagde andet. Men jeg glædede mig også meget. Nu er det lang tid siden jeg har spillet en kamp, så det betyder meget for mig, at jeg får lov til at komme ind og afgøre den her kamp, forklarer Hagelskjær, og fortsætter om følelserne der strøg igennem ham, da bolden var røget i nettet.
– Der går mange følelser gennem kroppen, jeg er rigtig glad, og jeg kan mærke alle på stadion og folk omkring mig er rigtig glade, så det skaber også en vis energi.
Og det er ikke for sjov, at han siger alle på stadion, for der var intet mindre end 2250 mennesker afsted for at se de unge drenge spille. Og det er noget Hagelskjær sætter stor pris på.
– Nu sidder jeg på bænken under det meste af kampen, men det er selvfølgelig dejligt, at sådan en stor flok møder op til vores kamp på stadion i dag. Stor cadeau til alle de mennesker, der mødte op i dag, fortæller Hagelskjær, der i øvrigt også synes det var helt fint kampen skulle afgøres på straffespark, til dbold.dk.