Benjamin Zjajo spiller til dagligt fodbold i Kolding IF, og er fornyligt blevet udtaget til en samling med DBU, hvor han skal arbejde sig ind mod U/16-landsholdet.
Kolding IF kan endnu engang prale af at sende spillere afsted mod DBU. Denne gang er Benjamin Zjajo igen indblandet. Han er udtaget til en samling med omkring 60 andre unge håbefulde spillere fra Jylland, hvor de håber at komme en plads nærmere U/16-landsholdet. Disse samlinger foregår også på Fyn og Sjælland, hvor det er de bedste fra de tre landsdele, der bliver sat sammen til sidst.
Naturligvis var Zjajo glad, da han fik nyheden om, at han igen var udtaget.
– Jeg blev selvfølgelig virkelig begejstret, da jeg fik mailen om at jeg igen var udtaget. I det øjeblik jeg åbnede mailen kunne mine følelser ikke beskrives, jeg sprang op af min seng og løb over til mine forældre og fortalte dem stolt at jeg igen var blevet udtaget, fortæller Zjajo til D’ BOLD.
Men ansvaret ved sådan en udtagelse skal man heller ikke tage for givet.
– Det er klart at man føler sig lidt speciel, den følelse får dig lyst til at arbejde hårdere, blive bedre hver eneste dag, men på samme tid også føle sig ydmyg, og vise at man har fortjent at være der hvor man er, siger Zjajo.
Ud over Benjamin Zjajo, er hans holdkammerat, Muamer Brajanac, som altså også spiller i Kolding IF. Zjajo og Brajanac er gode venner uden for banen, og derfor kan Zjajo også kun se positive ting ved at være udtaget med sin gode ven.
– Det er en godt ting at have en af sine meget gode venner, som man har kendt i flere år og har tillid til, når man går ind i et så stort og nyt område som landsholdet er. Konkurrencemæssigt kan jeg ikke se noget problem da vi spiller vidt forskellige positioner, og jeg håber selvfølgelig det bedste for ham, og at vi begge går hele vejen, udtaler Zjajo til dbold.dk.
– Det er i hvert fald kun godt, at vi kender hinanden så godt som vi gør. Vi kender hinandens løb på banen, vi har kendskab til de ting vi gerne vil gøre med bolden. Kort og konkret kan jeg sige at vi har en rigtig god kemi, både på og uden for banen, afslutter Zjajo.
Zjajo og Brajanac er udtaget til talentcenteret i Vestjylland og er de to eneste fra Kolding IF.