
Den danske U/21-landsholdsangriber Kenneth Zohore, 21, har taget det næste skridt i hans karriere, ved at skifte Ådalen og OB ud med belgiske KV Kortrijk. Angriberen lejes dog øjeblikkeligt ud til Cardiff.
Tidligere på ugen gik rygterne på at Kenneth Zohore var på vej til Cardiff. Det rygte er nu ikke længere et rygte, fordi at OB har solgt danskeren til belgiske KV Kortrijk, hvor han øjeblikkeligt bliver udlejet til den walisiske klub. OB har været en af de mest aktive danske klubber her i vinterpausen, hvor der i alt har været 11 omrokeringer i truppen.
Zohore har været en vigtig del af Kent Nielsens trup, hvor han er noteret for ti mål i 28 kampe for klubben. Klubben har selv været villig til at lade angriberen gå og angriberen har også selv givet udtryk for at tiden var inde for at prøve noget nyt.
– Jeg har haft det rigtig godt i OB, og jeg har udviklet mig helt vildt i det seneste år. Det betyder, at jeg føler mig klar til at tage et nyt step i min karriere. Både fysisk og mentalt er jeg blevet langt stærkere i min tid i OB, hvor alle har budt mig velkommen og hele tiden har været der for mig. Det betyder meget for mig at jeg har fået så stor opbakning fra klubben, holdkammeraterne, trænerne og fansene, for jeg har hele tiden haft fornemmelsen af, at der er nogen, der har haft min ryg. Jeg har godt vidst, at jeg var på et tidspunkt i min karriere, hvor det var nu eller aldrig, og med den tillid jeg har fået i OB, har jeg kunnet tage nogle store skridt. Kent har virkelig været der for mig, og han har vidst, hvad jeg havde brug for fra første dag, og nu er det på tide, at jeg skal stå på egne ben, og vise hvor meget stærkere, jeg er blevet, sagde Kenneth Zohore til OB´s hjemmeside.
OB hentede i de sidste dage en umiddelbar erstatning i færingen, Joan Simun Edmundsson, der er hentet i Vejle. Edmundsson kan spille både i angrebet og på den offensive midtbane.